Linse Kessler søgte job: Lagt ned af alverdens tilbud
LÆS OGSÅ: LINSE TRODSER UVENSKABET MED DIDDE
Det kom bag på de fleste, da Linse Kessler for et par dage siden åbent på sin Instagram-profil søgte et nyt job.
- Jeg har levet et liv i overhalingsbanen, set og oplevet det meste, og er derfor rig på livets skole.
- Det har gjort mig mentalt stærk og helt fantastisk dygtig til at være mig selv, og det er dæleme også brugbart, skrev dronningen af Bryggen om sine kvalifikationer.
Og det er der altså mange, der godt kan bruge i deres firma.
Linse blev nemlig bestormet med alverdens jobtilbud.
- Jeg slettede det igen, fordi der kom så sindssygt mange jobtilbud, fortæller den 58-årige realitystjerne, da SE og HØR møder hende til brormand Mikkel Kesslers bogreception.
Linse er blevet tilbudt over 100 forskellige jobs, og de spænder bredt. Blandt andet ville en af brugerne hyre hende til at være rengøringsassistent i et fitnesscenter, mens en anden ville have brystbomben til at muge ud på en gård.
På de to timer, hvor opslaget lå frit tilgængeligt, nåede frøken Kessler da også at få særligt ét tilbud, som meget vel kan ende med en underskrevet kontrakt.
- Der kom også et tilbud, som jeg desværre ikke kan sige noget, fordi hvis det bliver til noget, kan jeg først fortælle det, når det er realistisk, og det er det, jeg helst vil, afslører Linse.
Bryggens sherif fortæller, at jobbet ligger lige til højrebenet, men hun vil altså ikke ud med, om tilbuddet er inden for tv-branchen.
Når Linse vender tilbage på arbejdsmarkedet bliver det dog ikke i et ni til 17-job.
- Jeg kan ikke arbejde fuldtid.
- Jeg har tre hunde, som er det meste af mit liv, og jeg har Podimo og foredrag, så jeg skal kun have noget på deltid. Det glemte jeg at skrive, forklarer hun.