Løverne fik svedige hænder: Sådan er det gået siden
Det begyndte med en bombe og endte med en investering.
Nogenlunde sådan kan Martin Høeg og Anna Grantlands medvirken i DR-programmet "Løvens hule" opridses.
De er personerne bag virksomheden Locked, der har såkaldte escape rooms i forskellige danske byer. Aktiviteten går i al sin enkelhed ud på, at man bliver låst inde i et lokale og derefter gennem forskellige spor skal slippe ud.
Tænk Hercule Poirot blandet med Jack Baur. Duoen havde en bombe med til løverne, som skulle desarmeres. Det lykkedes heldigvis, og Anna er glad for at have medvirket.
- Det var en vild oplevelse, men vi var selvfølgelig godt forberedt. Det føltes en smule som en eksamen, men måske endnu mere nervepirrende, siger hun til SE og HØR.
Kompagnonen Martin Høeg er ligeledes lykkelig for at have deltaget - og for at kunne have reddet en investering. Det endte med at blive Jan Lehrmann og Mia Wagner, der købte sig ind i firmaet med 20 procent for en million kroner - ti procent til hver.
Jesper Buch var også interesseret, men var bange for, at fænomenet escape room er en døgnflue.
- Vi var godt bevidste om, at vores case var anderledes. Det er langsommere at få vores forretning til at vokse end eksempelvis en webshop.
- Men vi synes til gengæld også, at vi havde bevist, at det kunne lade sig gøre, og at vi kan få en god forretning ud af de her oplevelser, siger Martin Høeg til SE og HØR.
coronalås
Der er store planer at spore hos Martin og Anna, men coronapandemien har lagt en dæmper på farten.
- Det gik rigtig godt i efteråret, men så ramte anden bølge af corona. Samtidig er julen vores højsæson, så det er vi superkede af, siger Martin Høeg.
Coronaen har dog ikke slået bunden ud af forretningen - og der er stadig meget at tage fat på under lockdown.
- Vi arbejder benhårdt på at få en afdeling i Aarhus op at stå, og vi er også i gang med lokaler i Esbjerg.
- Vi leder også efter lokaler i København, men det er svært at finde noget, som vi mener passer til os. Så hvis der sidder nogen derude med lokaler, skal de endelig kontakte os, siger Martin Høeg.