"Luksusfælden" vender tilbage med SYV eksperter
I 28 sæsoner har vi fulgt den ene dansker efter den anden, der har rod i økonomien. Med så stort at bagkatalog kan man måske fristes til at tænke, at der snart må være luget ud i de gamblende, storshoppende, kviklånstagende borgere rundt omkring i landet.
Men nej.
Nu vender "Luksusfælden" tilbage med sin 29. sæson – og denne gang har man udvidet paletten af eksperter, så der nu er hele syv forskellige økonomiske rådgivere at trække på gennem afsnittene.
Ud over Sesilie Munk, Louise Fredbo-Nielsen, Kenneth Hansen og Jan Swyrtz, returnerer nemlig både Carsten Linnemann og Mette Reissmann til den task force, der skal hjælpe økonomisk trængte danskere på ret kurs.
Det erfarne hold tager også imod "Luksusfælden"s nye ekspert, Mette Djernis.
Artiklen fortsætter under billedet …
Mette er 33 år, gift og mor til to børn. Hun har en solid baggrund i den finansielle verden med erfaring som bank- og pensionsrådgiver, og så er hun uddannet Cand.merc.jur. fra Copenhagen Business School.
Den nye sæson "Luksusfælden" har premiere 30. august på TV 3 og Viaplay.
Du kan få et smugkig på den kommende sæson i videoen øverst i artiklen.