Luksusfælden11. oktober 2016

200 afsnit med "Luksusfælden": Her er eksperternes råd

I aften bliver "Luksusfælden" afsnit 200 sendt. I den forbindelse har vi snakket med programmets værter om deres bedste økonomi-råd.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/luksusfaelden_kenneth_og_carsten.jpg
 Foto: TV3

I aften skal Carsten Linnemann og Kenneth Hansen forsøge at hjælpe et par fra Frederikssund med at få deres økonomi på rette kurs. Det kommer til at være afsnit 200 af det populære pengeprogram "Luksusfælden", og derfor har vi snakket med de to eksperter for at høre deres bedste råd om økonomi.

- Det med at have en sund økonomi, det er der ikke mange genveje til, men på den anden side, så er der heller ikke raketvidenskab. Det handler om, at man får skabt en balance mellem de indtægter, man har, og de udgifter, man har, forklarer Carsten Linnemann, der kom med på ekspertholdet i "Luksusfælden" tilbage i 2014 og programmets 13. sæson.

I "Luksusfælden" har eksperterne en enkelt opskrift, der bruger, når de skal hjælpe deltagerne med deres økonomiske problemer, fortæller Carsten Linnemann.

- Når vi kommer rundt med ”Luksusfælden”, så har vi kun fire elementer, vi kan arbejde med. Det ene er deltagernes indtægter, kan vi gøre noget for at få den sat op? Så skal vi arbejde med deltagernes udgifter, vi kan gå ind og beskære i deres mobilabonnementer, vi kan gå ind og beskære i deres transportpost. Så kan vi arbejde med de værdier, de har, altså hvis de har nogle ting, de kan sælge. Men den sidste ting, man kan arbejde med, som nok er den vigtigste – det er sig selv. Altså hvad er man villig til at gøre for at få balance i tingene, siger han.

Det samme kan man altså selv overveje, når man forsøger at granske sine økonomiske problemer. Løsningen skal findes inden for de fire elementer.

Gode råd er ikke dyre

En gruppe, der kan have problemer med at få pengene til at række langt, er studerende, der lever på SU.

- Når man er studerende og på SU, så lever man i princippet på fattigdomsgrænsen, og det er sådan set ikke noget, man debattere med nogen, det er bare et vilkår. Så der skal man være meget påpasselig med, hvad man bruger sine penge på, siger Carsten Linnemann.

Han siger, at man bør undersøge, om man har det rigtige mobilabonnement og de rigtige forsikringer til den rigtige pris. Og så fraråder han at købe ting på afbetaling.

- Selvom man har plads i sit budget, så er det at købe ting på afbetaling jo en negativ forpligtigelse, så hvis man en måned har småt med penge, og man ikke lige har råd til at betale afdrag på den computer, man eksempelvis har købt, så kan man ikke bare lade være med at betale det, forklarer han. Han anbefaler i stedet, at man sparer pengene op, da man jo selv kan styre, om man vil og kan lægge penge til side fra måned til måned.

Også Kenneth Hansen mener, at man som studerende skal være opmærksom på, hvad man forpligter sig til. Han påpeger, at man skal overveje sit behov og, om man virkelig har brug for at købe en ny telefon eller computer.

- Det kan jo godt lade sige gøre, at du finder en model, der er to år gammel, som opfylder de krav, du har, forklarer han. Køber man brugt, er der altså mange penge at spare. Og man kommer uden om afbetalingsfælden.

Sidder man stramt i det, hvis man eksempelvis er på kontanthjælp eller dagpenge er dommen den samme. Det unødvendige skal skæres fra.

- Der er pengene jo virkelig, virkelig små. Så der er man nødt til at skære alt overflødigt væk, det vil sige streamingtjenester, musikabonnementer, rygning. Alle sådan nogle ting er man jo nødt til at skære fra for at få hverdagen til at hænge sammen, forklarer Carsten Linnemann.

Og det er generelt en rigtig god idé at overveje, om man har brug for de ting, man har bundet sig op på, siger Kenneth Hansen. Han forklarer, at ens penge nemlig bliver bundet, hvis man øger sine faste udgifter.

- Hvis du så samtidig har mange faste abonnementordninger og ting på afbetaling, så ender det jo også med, at du låser dig fast.Så har du pludselig faste udgifter på 14.000 kroner, og hvis du har en indtægt på 15.000 kroner, så kan det jo ikke løbe rundt, for du kan ikke leve for 1.000 kroner om måneden, forklarer Kenneth Hansen. Han siger, at man i stedet skal overveje, om man rent faktisk får det ud af tingene, som man betaler for dem.

Sidder man og overvejer, hvad man skal låne til og hvad man ikke skal låne til, er det også meget ligetil.

Her er det nemlig som udgangspunkt en opsparing, der er sagen, da man undgår at betale renter. Der er dog visse ting, der kan være nødvendigt at låne penge til, som bolig og dyre biler. Her er renten også temmelig lav, forklarer eksperterne.

Står man og skal betale af på flere lån, er råddet og klart og tydeligt.

- Det er jo dem med de højeste renter, man skal betale af først, og mange kvik-lån har jo horrible renter, så dem skal man starte med. Sådan noget som boliglån, billån og SU-lån, det skal man selvfølgelig stadigvæk betale, men der skal man betale så lidt, som det kan lade sig gøre, og så bruge sine kræfter og energi på at få de andre, højtforrentede lån ud som det første, siger Kenneth Hansen om afbetaling på lån.

Afsnit nummer 200 af "Luksusfælden" sendes i aften kl. 20 på TV3.

Sponsoreret indhold