Luksusfælden21. oktober 2014

Så du Kasper i Luksusfælden? Sådan går det ham i dag

Skyldte svimlende 430.000 kroner til utallige kreditorer
Af af
Kasper havde mere end brug for hjælp fra de to eksperter
Kasper havde mere end brug for hjælp fra de to eksperter
 Foto: TV3



Tirsdag aften besøgte Luksusfældens to eksperter kontanthjælpsmodtageren Kasper fra Hillerød, og der var nok at tage fat på for de to eksperter.

Kasper skyldte svimlende 430.000 kroner væk og havde taget 28 lån hos diverse kreditorer - og med sin lave indkomst fra kontanthjælpen kunne han hverken afdrage på sin enorme gæld eller komme igennem måneden uden at bede om penge hos sin far.

Selv mente Kasper, at han gjorde, hvad han kunne for at få pengene til at række. Broren Claus var dog af en anden opfattelse og mente - ligesom de to Luksusfælden-eksperter - at Kasper brugte for meget tid på bortforklaringer og for mange penge på blandt andet husleje.

Derfor fastslog eksperterne Jan Swyrtz og Carsten Linnemann, at det var nødvendigt, at Kasper hurtigst muligt fandt et job og et billigere sted at bo, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at komme sin gæld til livs.

I dag har Kasper fået fast job i PC Service Center i Hillerød, hvor han reparerer IT-udstyr, så indtægten er blevet 'noget bedre', som Kasper selv udtrykker det over for SE og HØR:

- Jeg har endnu ikke fået min første lønseddel, men har regnet lidt på det, og jeg kan da se, at det ser noget bedre ud. Så det skrider langsomt fremad med min økonomi, siger Kasper til SE og HØR og tilføjer, at han også er begyndt at få færdigbetalt nogle af sine mange lån:

LÆS OGSÅ: Kasper til Luksusfældens eksperter: Ikke en løsning, som jeg er glad for

LÆS OGSÅ: Luksusfælden: Louise skylder 700.000 kroner, men vil ikke af med bilen...

LÆS OGSÅ: Får kæmpe gælds-chok: Her besvimer hun i Luksusfælden

- Jeg har fået betalt to mobiltelefoner ud, og jeg er næsten også færdig med at betale to andre lån. Så det er jo også godt. Og oveni har jeg fået henstand hos nogle af mine kreditorer, hvilket i den grad har fjernet en stressfaktor. Før gik jeg jo og gruede for, om der var rykkere i postkassen. Det gør jeg ikke mere, siger Kasper.

I Luksusfælden slog de to eksperter fast, at den månedlige husleje på 7.100 kroner var alt for høj i forhold til Kaspers skrøbelige økonomi, og de opfordrede derfor på det kraftigste til, at Kasper fandt et andet sted at bo.

Men det er lettere sagt end gjort, siger Kasper, som i dag stadig bor i den store lejlighed:

- Jeg er jo i princippet stavnsbundet i forhold til min nuværende lejlighed. Mit indskud er bundet, og hvis jeg skulle finde en ny lejlighed, ville jeg ikke have pengene til at betale et nyt indskud, siger Kasper, der i sin tid med egne ord lånte 80-90 procent af indskuddet til sin lejlighed - penge han altså ikke ville kunne benytte sig af, hvis han fandt et mindre og billigere sted at bo.

- Derudover er der også flere i min omgangskreds, der godt kan forstå, hvorfor jeg var noget skeptisk over at flytte i en lille 1-værelses, når jeg har mine tre børn hver 14. dag. Det er jo ikke let at sove så mange i så lille en lejlighed, siger Kasper, der dog er glad for, at Luksusfældens eksperter har været på besøg, selvom det ikke har gjort den helt store forskel for ham:

- Eksperterne sagde jo selv, at der ikke var noget at gøre. Men jeg har da fået et godt overblik over, hvem jeg skylder penge og hvor meget. Det har jeg ikke haft før, siger Kasper til SE og HØR.

Sponsoreret indhold