Sara fra "Luksusfælden" har ikke råd til barn nummer to: Shopper løs på Temu
LÆS OGSÅ: "Luksusfælden"-ekspert i chok i ny sæson: - Det er noget decideret svineri
Der er godt gang i kontooverførsler og shopping i premieren på sæson 34 af "Luksusfælden", hvor vi møder 29-årige Sara.
Hendes lejlighed i Rødovre er proppet med wallstickers, pyntepuder, køkkenudstyr og andre "uundværlige" fund fra den kinesiske hjemmeside Temu.
Her shopper hun nemlig løs af diverse ting til hjemmet, selv om hun mangler penge og det seneste år har optaget lån for over 100.000 kroner. Penge, som blandt andet er blevet brugt på bamser i Jesperhus Feriepark - og 14.500 af dem på en betalt all inclusive-tur til Egypten.
Nu har hun rakt ud til "Luksusfælden" for at få styr på økonomien, så der er råd til at give sin syvårige en lillesøster- eller bror.
- Min allerstørste drøm - og har været det, siden jeg fik min datter - har været at få barn nummer to, men det stopper min økonomi mig i, siger Sara og fortsætter:
- Jeg har penge til mig og min datter, og hun mangler ikke noget, men jeg ville ikke have råd til at have to børn.
Hun har meldt sig til "Luksusfælden", fordi det kun var, hvis hun gjorde det, at hendes mormor ville hjælpe hende økonomisk.
Så nu skal eksperterne Kenneth Hansen og Mette Reissmann kortlægge Saras forbrug og vise hende og mormoren, hvad hun egentlig bruger sine penge på.
I videoen øverst i artiklen kan du se et klip fra programmet, hvor budgettavlen præsenteres - og mormor reagerer.
Sæsonpremieren på "Luksusfælden" kan ses på Viaplay eller på TV3 tirsdag klokken 20.