Måtte stoppe ”Bachelorette”-optagelserne: Pludselig fik Julie Kriegler det dårligt
SPOILER! Artiklen indeholder detaljer fra dagens afsnit af "Bachelorette".
Trofaste ”Bachelorette”-seere har næppe kunne undgå at bemærke, at sæsonens allersidste roseceremoni ikke går helt som planlagt.
Og der er da heller ingen tvivl om, at nerverne sidder udenpå tøjet.
For knap er ceremonien gået i gang, før den ene halvdel af ”Bachelorette”-duoen pludselig får det dårligt:
– Jeg tror lige, jeg skal drikke noget vand, lyder det fra Julie, der må forlade ceremonien og optagelserne for en stund.
– Jeg kan næsten ikke stå på mine ben – og næsten ikke tale. Mine øjne flakker bare rundt i hovedet på mig. Det var megaubehageligt, fortæller Julie Kriegler til SE og HØR og tilføjer, at hun dog hurtigt var retur:
– Jeg tror, der går 10 minutter, hvor jeg lige sidder og får noget vand og noget nyt makeup på, og så går jeg ind igen.
Sæsonens sidste roseceremoni byder da også på et farvel til intet mindre end tre fyre – og Morten, Nicolai og Rasmus skal således forlade kærlighedskonkurrencen.
Og det er særligt fravalget af Rasmus, der i særdeleshed påvirker Julie ved ceremonien:
– Jeg tror bare, det er, fordi jeg skal til at sende Rasmus hjem. Og det tror jeg ikke, at der er nogen, der har regnet med.
– Jeg holder meget af Rasmus, og det er overhovedet ikke sjovt, at jeg skal sende ham hjem.
I næste uge løber den store ”Bachelorette”-finale af stablen, og Mette og Julie har nu valgt hvilke fyre, de ønsker at hive med på drømmedate.
Mette har således valgt Stig og Boris, mens Julie har valgt Jonas og Mads.
Du kan se det nyeste afsnit af "Bachelorette" på TV 2 Play allerede nu og i aften på TV 2 Echo klokken 19.55.
Se afsnit 28 af ”Sladderministeriet” med Mette Sommer og Julie Kriegler nedenfor.