Martin Albrechtsen fik Robinson-chok: Fik opkald og skulle rejse fire timer senere
LÆS OGSÅ: Dansk landsholdsspiller klar til "Robinson Ekspeditionen"
Han har spillet fodbold i klubber som FC København, Brøndby IF og West Bromwich, og så har han fire landskampe på cv'et.
Nu kan han også kalde sig for en ægte Robinson.
43-årige Martin Albrechtsen er nemlig en af de håbefulde aspiranter, når den foranstående sæson af Robinson Ekspeditionen løber over skærmen om tre uger.
Det var dog ganske tæt på, at den tidligere professionelle fodboldspiller slet ikke kom med. Det fortæller han til SE og HØR.
– Jeg blev faktisk valgt fra til sidst i castingprocessen. Jeg fik så at vide, at jeg var kommet på en standbyliste, hvis der skulle komme et afbud, fortæller han.
– Så blev jeg ringet op en dag klokken ti om formiddagen og fik at vide, at jeg skulle med et fly klokken 14.
Så fik den trimmede herre ellers travlt med at tjekke kalender, kontakte venner, familie, forretningspartnere og ikke mindst konen, inden han til sidst kunne smutte i lufthavnen og tage på Robinson-eventyr.
– Konen var måske ikke helt tilfreds lige i det øjeblik, og jeg har da også fået lov til at tage en del tjanser med børnene, efter jeg er kommet hjem, griner han og forklarer, hvilken start den sene besked resulterede i.
– Jeg kom derned senere end alle andre, men så var det til gengæld også bare i gang, så det var egentlig fint nok.
Robinson Ekspeditionen har premiere den 4. september på Viaplay og TV 3.
Det populære program runder et skarpt hjørne i denne sæson. Det er nemlig 25 år siden, at første sæson blev vist på tv. Her deltog blandt andre Jens "Biker" Romundstad, Gitte Schnell og vinderen Regina Pedersen.