Martin "Dolken" Vinther i nabokrig i "Balladen om kolonihaven"
LÆS OGSÅ: Formand-Finn fra ”Balladen om kolonihaven” går ind i politik: Jeg vil gøre en forskel
Som nyere beboer i den famøse aalborgensiske haveforening er det svært for Martin Vinther - også kendt som Dolken - at blive accepteret af naboen.
For realitystjernen, der især er kendt for sin medvirken i diverse "Kongerne"-programmer, har ikke forstået de uskrevne regler, mener naboen.
Det lader den ældre havelejer i hvert fald seerne vide i anden afsnit af "Balladen om kolonihaven", som også er Dolkens debut i TV 2-programmet.
For naboen ønsker en hæk på 160, mens Dolken foretrækker den 180 centimeter høj. Parterne har dog ikke konfereret om dilemmaet - de har blot klippet hver sin halvdel af hækken.
- Det ser tosset ud, mener naboen, som også hentyder til, at Dolken må have noget at skjule.
- Vi er begge to inden for reglerne, så jeg forstår ikke rigtigt problemet. Men jeg har ikke snakket med ham, siger Martin Vinther, som også lader en bemærkning falde om, at han er 190 centimeter høj.
- Jeg har ikke snakket med naboerne. Jeg har prøvet at vinke og hilse, men der kommer ikke meget respons, siger han i programmet.
Naboens forklaring lyder:
- Vi er dem, der har været der længst. De er nybegyndere. De skal jo komme over og spørge os gamle. Det er sådan set dem.
I sin Instagram story folder Martin "Dolken" Vinther fejden ud og understreger, at reglementet foreskriver, at hækken skal være mellem 160 og 180 centimeter høj.
- Vi har kun været derude i 10 måneder, og vi overtager den konflikt med hækkehøjden. Og ham den gamle knold, som I ser i tv der, han vil ikke snakke. Så jeg ved ikke, hvordan han vil have, at vi skulle komme ind på hinanden. Når jeg ser tv nu, så siger han "det er de unge, der skal komme ind". Hvordan fanden skal vi vide det, når vi ikke kender reglerne?
- Så det er lidt noget spøjst noget, men de er nu søde nok, alle dem der er derude, det er nogle dejlige mennesker, siger han om Danmarks mest kendte haveforening.
- Jeg vil også godt sige, at det hedder "Balladen om kolonihaven" af en grund. De tager ikke ret meget med af det positive, som foregår derude. Der er masser af gode arrangementer derude, det bruger de ikke en skid af. Men det hedder nok også "Balladen om kolonihaven" af en grund.