Mathias Hjort afviser revanche: Du havde aldrig en chance, Niller
LÆS OGSÅ - Se videoen: Louise Hjort og Mathias Hjort begraver stridsøksen
Det er set før i boksning. Efter en kamp vil den ene part gerne i ringen igen, mens den anden takker nej.
Det er også, hvad der lige nu sker mellem de to realitykendisser Mathias Hjort og Niels "Moster Niller" Laigaard.
De to gik i 2019 op i bokseringen til ”Stjerneboksning”, hvor Hjort vandt på en teknisk knockout.
Moster Niller ville dog gerne have kæmpet videre dengang, fortalte han for nylig til SE og HØR.
Og lysten til at bokse sidder stadig i Niller, der hellere end gerne tager en ny kamp mod Mathias Hjort, som omvendt ikke gider trække i boksehandskerne igen.
Det skriver han tirsdag i en story på sin Instagram-profil.
- Der kommer aldrig en revanche til Niels Laigaard, folkens. Niller nævner nogle af grundene hos SE og HØR, men glemmer klart det vigtigste.
- Jeg havde to bøjede ribben og havde trænet i to uger og vinder på et slag. Jeg var nervøs i starten, fordi jeg tænkte på omgivelserne og ikke kampen – der var aldrig nogen tvivl og jeg lavede gak og gøgl op til. Intet ondt til dig, Niller, men du havde aldrig en chance, lyder det fra den tidligere ”Paradise Hotel”-deltager.
Moster Niller er siden sin tur i bokseringen blevet spurgt, om han igen vil være med til ”Stjerneboksning”.
Her har svaret lydt, at det vil han gerne, hvis modstanderen er Mathias Hjort.
Med dagens udmelding fra sidstnævnte, ser det med andre ord ud til, at vi ikke ser Niels Laigaard i ringen igen til det stjernespækkede sportsarrangement.