Reality5. november 2024

Mette Frederiksen træder ind i kolonihave-dramaet i "Ballade om kolonihaven"

Efter "Balladen om kolonihaven" ramte skærmen, endte små skænderier i Aalborgs kolonihaveforening Jørgen Berthelsens Minde pludselig på statsministerens radar
Formand-Finn får fint besøg af Mette Frederiksen.
Formand-Finn får fint besøg af Mette Frederiksen.
 Foto: Kristian Friis / TV 2

Intriger om alt fra hækkeklipning til kolde øl skabte store overskrifter, da "Ballade om kolonihaven" ramte tv-skærmen sidste år.

Hele Danmark slugte hver eneste konflikt og selv de mindste skænderier i den lille kolonihaveforening i Aalborg nåede Christiansborgs bonede gulve.

Midt i kaosset fik Formand-Finn Lund Nyby midt i ørnens øje pludseligt et vigtigt opkald fra den øverste myndighed i Danmark - det var statsministeren Mette Frederiksen, der ville besøge den lille kolonihaveforening.

- Hvem får lige en lille halv time med statsministeren helt alene? Jeg får lov til at sige det, jeg tænker til statsministeren. Det skal man jo bare tage i mod, siger Finn Lund Nyby i sæson to "Ballade om kolonihaven".

Mette Frederiksen smed da også selv et billede på sin Instagram efter det fine besøg, hvor hun blev omfavnet af "Fjolle-Keld" og Susanne.

- Ingen ballade i kolonihaven i dag. Men masser af hjertevarme og røverhistorier. Tak for en virkelig hyggelig formiddag, skrev hun i opslaget.

Stiller op i politik

Noget tyder på, at Finn Lund Nyby har fået øjnene op efter Mette Frederiksens besøg sidste år.

Nu er han nemlig klar til at indtage en endnu større holdeplads for kritik, nemlig lokalpolitik. Ved næste kommunalvalg stiller Finn Lund Nyby op for Socialdemokratiet i Aalborg Kommune.

- Der er blevet prikket til mig, og så har jeg sagt ja, fordi jeg tror, det kunne være spændende, og så håber jeg, at jeg kan gøre en forskel for nogle mennesker, fortæller Finn til SE og HØR.

Hvad vil hun?

Det er dog ikke alle i foreningen, der jubler over fornemt besøg i kolonihaven.

Da Tina får besked om besøget, har hun ikke ligefrem armene over hovedet af glæde.

- Det er også stort. Det kan jeg godt se, det er jo stort, en lille koloihaveforening i Aalborg, der skændes, hvad er det hun vil lære? griner Tina.

Se hvordan det går Mette Frederiksens besøg i Aalborg i "Ballade om kolonihaven".

Sponsoreret indhold