Mie Fitness imod værnepligt til kvinder: Vi er ikke skabt til det samme
LÆS OGSÅ: Mie Fitness afslører babynavnet: Opkalder sønnen efter "Robinson"-ven
Fra næste valg bliver værnepligten ligestillet, og dermed bliver der også værnepligt for kvinder, lød nyheden i går.
Men den slags er mandens opgave, mener Mie Fitness, der er kendt fra "Robinson Ekspeditionen".
Den tidligere bodybuilder kan godt lide de klassiske kønsroller og mener, at mænd og kvinder har hver deres opgaver.
– Kvinder er et sindssygt stærkt køn. Vi kan så mange ting – og at holde hus, passe børn og arbejde er fandeme badass. Men mænd skal være mænd, og kvinder skal være kvinder, siger hun til SE og HØR.
Hun er imod, at kvinder bliver påduttet værnepligt. I stedet mener hun, at de skal have lov at melde sig til militæret, hvis det er noget, de har lyst til. For efter hendes mening er det mandens opgave.
– Vi har lov til at have forskellige holdninger. Jeg er en smule gammeldags, og jeg ved godt, det hører gammel tid til at have kønsroller, hvor man er opdelt. Men jeg synes også, der er noget smukt og originalt over det.
Mie Fitness er som single og snart alenemor vant til både at holde hus og være handy derhjemme, men hun mener, hver opgave passer til enten mand eller kvinde. Både på grund af de traditionelle kønsroller, og fordi de to køn er bygget forskelligt, forklarer hun.
– Jeg har trænet for at blive stor og stærk, men jeg har stadig, både med og uden kæreste, lavet mad, gjort rent, ordnet vasketøj og sørget for, at alt i hjemmet spiller. Det mener jeg helt alvorligt er kvindens rolle. Sådan noget med at hænge hylder op kan jeg godt, fordi jeg har været single i mange år, men er jeg ikke det, så er det hans opgave.
– Jeg har en solid og god indtægt, eget firma og skal være alenemor, så jeg går på mange måder uden for kønsrollerne, men drømmen er der stadig. Om at skabe det med en anden. Det er min største drøm. Men når jeg ikke er så privilegeret at have en mand, må jeg gøre alting selv.
Realitydeltageren vil ikke sige, at værnepligten skal være valgfri for både mænd og kvinder.
– Vi er ikke skabt til det samme. Vi skal noget andet end mænd.
– Kvinder er tvunget til at være gravide og føde børn. Og nu har jeg selv været bodybuilder og sindssygt stærk – også stærkere end mange mænd, der ikke træner. Men sætter man en mand og en kvinde op ved siden af hinanden, og de træner lige meget, så er det umuligt for hende nogensinde at blive lige så stærk.
Mie Fitness har selv undersøgt muligheden for at komme i værnepligt. Det gjorde hun, da hun var omkring de 30 år, fortæller hun. Hun mener nemlig sagtens, at kvinder må søge ind i militæret. De skal bare ikke påduttes det.
– Jeg ville faktisk gerne have gjort det. Men det betyder stadig ikke, at jeg ikke ville stå for mad, tøjvask og så videre. Det synes jeg er min rolle som kvinde.