Mortada Haddad sætter ord på situationen: – Ansvaret ligger altid hos os selv
LÆS OGSÅ: Derfor kalder Elviras rejsepartner, Mortada Ali Haddad, sig for ”Dr. Love”
Inden onsdag formiddag har vi ikke hørt meget fra Mortada Haddad, som altså ligesom Elvira Pitzner er tilbageholdt i Dubai efter anklagerne om utroskab fra Elviras ekskæreste Milad Saadati.
I begyndelsen af december lagde Mortada Haddad et par Instagram-stories op, men ellers har der været ret stille fra hans side.
Onsdag skrev Mortada Haddad, at han trods omstændighederne har det godt, og nu melder han ud igen.
Det gør han på en Instagram-story torsdag morgen, hvor han blandt andet skriver, at ”ansvaret altid ligger hos en selv”.
- Nogle gange vinder man, andre gange lærer man.
- Uanset om det drejer sig om personlige eller professionelle udfordringer, om de udspiller sig bag lukkede døre eller i fuld offentlighed, og uanset om konsekvenserne er store eller små, retfærdige eller uretfærdige, ligger ansvaret altid hos os selv.
Mortada Haddad skriver også, at netop det mindset har drevet hele hans liv, hvor man må acceptere de rammer, som livet har sat for ham.
Derfor handler det ifølge ”Dr. Love” også om ikke at blive fanget af de kort, som man har fået tildelt, men derimod spille den med ”en vinders hånd”.
- Gennem denne proces har jeg lært, at ægte styrke ikke kommer fra at undgå vanskeligheder, men fra hvordan man i en given situation håndterer dem.
- Det handler om, hvorvidt du vil lade dig knække og se dig selv som et offer, eller om du vil tage ansvar og gennem det komme ud på den bedste vis, som en vinder.
Modsat mor Katerina, som i den grad har langet ud efter Milad Saadati, og faktisk også Lars Løkke Rasmussen, i forbindelse med Elvira Pitzners tilbageholdelse virker Mortada til at acceptere, at han i øjeblikket sidder fanget i Dubai.
Han slutter nemlig af med at lange mere ud efter sig selv end Milad og Udenrigsministeriet.
- Mens jeg fortsætter min rejse, holder jeg fast i troen på, at hver eneste udfordring, der kommer min vej, er en del af min personlige udvikling.
- Den eneste person, jeg kæmper imod, er den, jeg var i går.
SE og HØR har forsøgt at række ud til Mortada Haddad for en uddybende kommentar. Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.