Natascha Linea rækker ud til de tyske myndigheder: Jeg har muligvis brug for hjælp
Lige nu kæmper Natascha Linea for at få sine to drenge, Miso og Novah, hjem.
Sønnerne blev anbragt uden for hjemmet i slutningen af april, og siden da har realitykendissen kæmpet for at få dem hjem til Tyskland, hvor den lille familie har været bosat siden slutningen af marts.
Det er dog ikke mange dage siden, at Natascha Linea vandt to ud af tre sager Ankestyrelsen.
Hele miseren handler således om, hvorvidt Lolland Kommune havde lovhjemmel til at fjerne sønnerne fra deres nye hjem i Tyskland og anbringe dem i hver deres plejefamilie i Danmark.
Og selv om sagen endnu ikke er slut, og Natascha Linea i begyndelsen af juli atter skal en tur i Ankestyrelsen, så må hun også fokusere på andre ting.
Der er nemlig ikke mange uger til, at den højgravide ”De unge mødre”-stjerne her termin med sine tvillinger – og hun har således allerede nu selv har rakt ud til de tyske myndigheder, som hun netop har haft et møde med.
– Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne vil have hjælp, hvis der er behov for det, fortæller Natascha Linea til SE og HØR og tilføjer, at de tyske myndigheder dog, efter hendes opfattelse, ikke umiddelbart er nervøse for, at hendes forældrekompetencer ikke skulle være tilstrækkelige.
Det tidligere tv-kendis understreger desuden, at hun udmærket er klar over, at de danske myndigheder vil underrette de tyske – og derfor har hun med sin henvendelse allerede nu sørget for at få tilknyttet en familiekonsulent, der således skal vurdere, om Natascha Linea har behov for hjælp.
Det er dog ikke kun de kommende tvillingers ankomst, som ”De unge mødre”-veteranen forsøger at forberede sig på. Hun skal ligeledes etablere sig i nabolandet mod syd – og særligt det sproglige kan her være en udfordring.
Derfor er Natascha Linea blevet sat i forbindelse med en myndighedsperson, der skal fungere som en slags bisidder og tolk, når hun f.eks. skal til diverse møder.
Snart mor til fem
Den garvede realitydeltager er ikke skræmt ved tanken om den voksende børneflok, der snart består af fem styk:
– Det kan godt være, det er tvillinger, men det er jo kun én mere, end jeg er vant til. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det hele nok skal gå, fortæller en ret så optimistisk Natascha Linea til SE og HØR.