Nicklaes Olsen bryder tavsheden efter utroskab: Skyder tilbage mod Line Maria
Det helt store taleemne i reality-verden lige nu er bruddet mellem Line Maria Busk og Nicklaes Johannes Olsen. Forleden afslørede "LM", at Nicklaes havde været hende utro med hendes nu tidligere veninde Christel Trubka.
Siden har fans og følgere fordømt Christel og Nicklaes' handlinger, mens de samtidig har sukket efter en forklaring. Den kommer "Ex on the Beach"-fyren med nu.
- Jeg er nødt til at knytte en kommentar til alt det, der sker for tiden, for jeg synes, det er stukket lidt af. Jeg synes, at folk skriver nogle rigtig grimme ting, og det er rigtig sårende, forklarer Nicklaes som sin begrundelse for nu at bryde tavsheden.
Han fortæller i en story på Instagram, at han har modtaget et hav af onde beskeder, hvor folk blandt andet kalder ham et svin, og nogle skriver sågar også, at han ikke skulle være blevet født. Disse beskeder vil Nicklaes gerne have stoppet, selv om han godt forstår, at folk ser skidt på ham nu.
- Selvfølgelig fortryder jeg det, jeg har gjort utroligt meget. Det er ikke noget, man skal byde et andet menneske. Det er heller ikke noget, jeg kunne se, at jeg kunne finde på at gøre, slet ikke over for Line Maria, siger Nicklaes og uddyber:
- Jeg har elsket hende så højt, men jeg har gjort det, og det er utilgiveligt. Jeg er fucking ked af det, og jeg fortryder det rigtig meget.
Den tatoverede realitystjerne står fuldt ud ved, at han har dummet sig og gjort noget utilgiveligt. Ifølge ham kunne det dog være undgået.
- Det her forhold skulle være stoppet for længst, det skulle aldrig være kommet så langt ud, som det gjorde, fortæller Nicklaes.
Den samme opfattelse har hans tætteste haft. Og forholdet mellem ham og Line Maria har angiveligt hængt i en tynd tråd i flere måneder.
- Mine venner og familie omkring mig har længe sagt, at vores forhold ikke var sundt, at det var ”toxic”, forklarer Nicklaes.
Selv om forholdet med Line Maria ifølge Nicklaes ikke var sundt og skulle være sluttet for længe siden, så blev han i det. Og det er der en grund til.
- Fordi man tror på, at det her skal være ”the one”, så bliver man i noget, man ikke skal være i. Mig og LM har været enige om mange gange, at vi ikke skulle være sammen, men der er sket ting og sager, lyder det fra Nicklaes.
Nicklaes ved dog godt, at intet af det her undskylder, at han har svigtet Line Maria ved at være hende utro med en af hendes veninder.
- Det er stadig ikke en grund til at gøre det, jeg har gjort, så selvfølgelig fortryder jeg det rigtig meget.
Selv om han godt ved, at han har gjort noget utilgiveligt, så vil Nicklaes dog gerne nogle usandheder til livs, siger han. Blandt andet har den her sag haft store konsekvenser for hans arbejde som personlig træner.
- Jeg har mistet to klienter, som har valgt at stoppe hos mig, fordi de ikke kunne støtte op om en person, der kunne finde på at gøre sådan noget, siger Nicklaes og uddyber:
- Der tænker jeg bare, at jeg ikke har slået nogen ihjel, og jeg har ikke behandlet LM dårligt på noget tidspunkt. Jeg har været den bedste, jeg kunne være. At jeg er kommet til at dumme mig, definerer ikke mig som et dårligt menneske eller en dårlig coach.
Samtidig skyder Nicklaes også mod ekskæresten Line Maria. For selv om det er ham, som har været utro, så mener den tatoverede tv-fyr ikke, at hans nu tidligere kæreste fortæller sandheden her efter bruddet.
- Jeg ved godt, at LM gerne vil have, at tingene skal se godt ud, men at sige, at vores ferie var romantisk, er bare ikke sandheden. Vi slog op to gange dernede, og vi var uvenner rigtig tit, forklarer Nicklaes.
Og det er ifølge Nicklaes ikke kun omkring den omtalte ferie, at Line Maria ikke taler helt sandt. Men samtidig ved han godt, at det måske ikke er lige nu, at han skal skyde tilbage mod "LM".
- Nogle gange vil hun gerne have, at tingene ser anderledes ud, end de egentlig var, men det lader vi bare ligge. Det er mig, der har dummet mig, og det er mig, der er idioten. Jeg siger undskyld for min handling, slutter Nicklaes af med at sige.