Nikolaj revser "Forræder"-castet: Jeg var mistænkt fra start
LÆS OGSÅ: Nikolaj fra "Forræder" lever med øjensygdom: Ligger søvnløs om natten
I aftenens afsnit af "Forræder - Ukendt grund" blev det Nikolaj Ryoms tur til at få dolken i ryggen, da han blev forvist ved det berygtede runde bord.
Programmet, hvor det handler om at stikke hinanden i ryggen, lyve over for venner og sende sine konkurrenter ud af spillet, nåede et nyt spændingspunkt, da Nikolaj måtte forlade slottet.
Selvom tårerne trillede ned ad kinderne, kom forvisningen ikke som en stor overraskelse for Nikolaj. Han havde regnet ud, at hans tid var ved at løbe ud.
- Jeg blev rigtig ked af det, fordi spillet ikke blev, som jeg havde håbet på. Da jeg stod op om morgenen, valgte jeg det outfit, jeg ville have på til min sidste dag, fortæller Nikolaj til SE og HØR med et smil, selvom skuffelsen stadig kan mærkes.
Fortryder intet
Men i jagten på at overleve i det ubarmhjertige spil, smed Nikolaj sin veninde Chilie under bussen, og opfordrede de andre til at holde skarpt øje med hende.
Det blev dog hans egen undergang.
- Jeg havde givet lidt op til sidst, så nu måtte det briste eller bære – og så bristede det. Jeg gav den gas, indrømmer Nikolaj, der tydeligt kunne mærke presset stige, som hans medspillere begyndte at mistænke ham.
Mistænkt fra start
Men fra starten af spillet var der en anden faktor, der gjorde det svært for Nikolaj at holde sig under radaren.
- Man bliver hurtigere mistænkeliggjort, når man ikke minder om de andre. Jeg vidste godt fra starten, at det ville være svært for mig, forklarer han.
Ifølge Nikolaj var en af de største udfordringer, at mange af deltagerne spillede passivt, hvilket gjorde det svært at få gang i de nødvendige konfrontationer.
- Det overraskede mig, at der ikke var castet flere, der spillede spillet fuldt ud og sagde deres mening. Det gør noget ved det runde bord, når der ikke er så mange, der udfordrer hinanden. Det bliver lidt for nemt for forræderne, siger han.