Nina og Rolfs private øjeblik: Det så du ikke i "Gift ved første blik"
LÆS OGSÅ: "Gift ved første blik": Morten og Søren delte "magisk øjeblik" efter kameraerne slukkede
Meget skal presses ind i et relativt kort afsnit af ”Gift ved første blik”, og derfor er der også et helt specielt øjeblik mellem Rolf Meier, 41, og Nina Ettrup Larsen, 32, som seerne ikke får med.
Midt mellem vielse, fotografering og festen med deres nære, fik parret nemlig tid til en privat stund kun de to.
Det afslører Nina til SE og HØR.
– I får lov at se rigtig meget, men noget, I ikke ser, er, at vi får lov at sidde på et tæppe og bare snakke sammen. Der sad vi i 20 minutter og talte uforstyrret uden kamera og fik ro.
– Det er ikke med, og der er ingen skud af det. At vi bare sidder.
Det korte, men særlige øjeblik, fik stor betydning for den kvindelige halvdel af det krøllede par.
– For mig var den lille pause ret vigtig. For det var der, jeg følte, vi virkelig begyndte at lære hinanden at kende og få en fornemmelse af hinanden.
– Det var først der, på det tæppe, at vi fik rigtig ro omkring os til at tale sammen.
Selv om der var tale om en kort stund, nåede parret at runde mange emner.
– Vi talte om alt muligt. Når man taler hurtigt, så kan man jo nå meget på 20 minutter, siger Nina og griner.
– Vi talte om, hvorfor vi var med, om vores polterabender, hvad vi har skullet de sidste par uger, og hvor travlt, vi har haft op til brylluppet.
– Det var rart endelig at tale med en, der har stået i det samme, og som forstår alt, man siger, og de ønsker, man kom med.
Nina er glad for, at det var Rolf, der stod der, da hun gik op ad gulvet for at blive gift med en fremmed for rullende kamera.
– Der står en mand med krøller, og jeg tænker de er flotte. Lidt flottere end mine. Han smilede enormt meget, og han har et vildt smukt smil og dejlige øjne. Det var vildt trygt at komme derop. Sådan: ”Nu har jeg en makker. Nu gør vi to det her”.