Nu bliver der snavet løs i "FBOY Island" – hemmeligt kys fanget af drone
Nu tager det fart i danske "FBOY Island", hvor programmets tre kvindelige hovedpersoner endelig får kysset lidt på nogle mænd.
– Jeg havde haft lyst længe. Men jeg var bekymret for, om de andre ville blive kede af det eller pludselig forvente, at jeg også skulle kysse dem, forklarer Therese Paxvig.
Programveninderne Lady Lola Matwara og Sina Stirnimann får kysset lidt med henholdsvis Christopher og "gamle" Lukas, mens Therese endte med at dele mundvand med heldige Jackie, da de to var på date sammen i dagens afsnit.
Det var dog ikke meningen, det skulle have været vist på tv. For ifølge Therese var planen, at hun ville kysse ham uden for programmet.
– Jeg ville vente, til kameraerne var pakket væk. Og det gjorde jeg også.
– Men så blev vi fanget af en drone, som jeg ikke havde opdaget, griner randrusianeren.
Hun havde fra begyndelsen af programmet tænkt, at hun ville kysse nogen, hvis det føltes rigtigt. Og det gjorde det på daten med Jackie. Især, da Therese troede, de to var alene uden kameraer.
– Det kan godt virke meget unaturligt inde i programmet, hvor der sidder produktionsfolk og kigger, forklarer hun.
Kyssede han godt?
– Haha, ja, det gjorde han.
Du kan se "FBOY Island" på Discovery+.