Reality26. juli 2022

Oliver Erngart: - Anna og jeg bliver aldrig kærester igen!

Realitystjernen afviser, at han nogensinde vil finde sammen med ekskæresten Anna Seneca igen
Oliver Erngart afviser at finde sammen med Anna Seneca igen.
Oliver Erngart afviser at finde sammen med Anna Seneca igen.
 Foto: Søren Lamberth

Forholdet mellem Oliver Erngart og Anna Seneca sluttede med et brag tidligere på året, efter det kom frem, at førstnævnte havde været utro.

Siden da har det tidligere realitypar ikke været blege for at smide stikpiller efter hinanden på sociale medier, men stikpillerne har været forsvundet det seneste stykke tid.

I stedet har begge parter rost hinanden til skyerne og understreget, at de er på god fod og fokuserer på deres fælles søn, Mio.

Alle roserne har dog tilsyneladende fået folk til at spekulere i, om der er mulighed for, at Oliver Erngart og Anna Seneca finder sammen igen, men det er der ikke.

Det slår Oliver Erngart fast i en række stories på Instagram, hvor han har svaret på spørgsmål fra sine 152.000 følgere.

- Kunne du godt se dig sammen med Anna igen?, spørger en følger således, hvortil realitypersonligheden svarer følgende:

- Anna og jeg bliver aldrig kærester igen, for lige at slå den fast én gang for alle - også til jer, der keder jer på Reddit.

Oliver Erngart skriver videre, at han og Anna Seneca er blevet "bedste venner" efter bruddet mellem dem, og at dette aldrig kommer til at ændre sig.

Det er da heller ikke meget mere end et par dage siden, at Anna Seneca over for Ekstra Bladet bekræftede, at der er en ny fyr i hendes liv.

Det gjorde hun, efter hun havde delt et billede af et par tatoverede mandeben på sin Instagram.

- Det er en, jeg har kendt igennem mange år. Seks-syv år. En rigtig god kammerat, som pludselig dukkede op i mit liv igen og slog benene væk under mig, fortalte hun i den forbindelse til Ekstra Bladet.

Oliver Erngart har i modsætning til sin ekskæreste endnu ikke fundet en ny kvinde i sit liv, fortæller han i sine stories på Instagram.

Og han har heller ikke planer om det.

- Jeg har sagt til mig selv, at jeg har brug for tid til at finde mig selv i min nye rolle, og at jeg udelukkende skal fokusere på mig selv og Mio, fortæller han og fortsætter:

- Det betyder dog ikke, at jeg ikke er klar på at møde nye mennesker, men det er intet seriøst fra min side af.

Sponsoreret indhold