Oliver Filthuth taler ud om bruddet: Jeg havde ikke set den komme
Det er sommer og måske en af de bedste årstider at være single på. Det er dog ikke selvvalgt for Oliver Filthuth, der for nylig er blevet ledig på markedet, efter Anna Seneca har sagt stop.
Et brud, som han nu sætter flere ord på.
– Det går stille og roligt, siger Oliver Filthuth, der blandt andet nyder sommeren med ture på motorcyklen, hvor han øjnes af det kvindelige køn.
– Det kan noget, det kan noget.
Og opmærksomheden har han det helt fint med at tiltrække, for det er ikke mange dage siden, at han og Anna Seneca gik fra hinanden.
– Det går faktisk godt. Det er aldrig sjovt, det er det ikke. Men det går sgu okay. Og vi er så heldige, at selv om vi er gået fra hinanden, så har vi en supergod vibe, og vi har det stadig supergodt sammen. Det hjælper sindssygt meget, for ellers var det svært. Så det hjælper, at vi har en sindssygt fed connection og kan snakke sammen, siger Oliver Filthuth til SE og HØR.
Bruddet mellem ham og Anna Seneca kunne ude fra godt se sværere ud, end det lyder, og det var da også hårdt, inden det blev godt, fortæller han ærligt.
– Jeg havde ikke set den komme.
– Det blev et hårdt brud, fordi vi var for langsomme til at komme ud med, at vi faktisk ikke var sammen. Jeg trak den også selv, fordi Anna skulle flytte efter en måneds tid, når hun kunne overtage den nye lejlighed. Så jeg tænkte: "Lad os nu holde den clean, indtil du har fået din lejlighed, og så kan vi tage den derfra", forklarer han og tilføjer:
– Det var også lidt åndssvagt. Det gjorde bare, at bruddet blev værre. Jeg skulle nok bare have taget den fra start af.
Nu er det hårde brud efterhånden lagt bag Oliver Filthuth, der er klar til at gå single ind i sommeren og have det sjovt på festival og i Marbella.
– Det kan godt være, vi er gået fra hinanden og sådan noget, men tidspunktet kunne ikke være bedre. Så det hjælper også lidt på det, smiler han.
– Havde det været december, så havde jeg ligget derhjemme og grædt.