Overraskende karriereskift efter Bronuts: Det skal Ninos Oraha nu
"Robinson"-stjernen Ninos Oraha havde gang i sit livs eventyr – måske næstefter forældreskab og at overleve på en øde ø – da han stiftede donutkæden Bronuts sammen med realitykollega og ven Türker Alici.
Men efter det projekt kuldsejlede har Ninos Oraha nu arbejdet med sig selv og fundet frem til en helt anden og overraskende ny karrierevej.
Han skal være coach.
Det fortæller Ninos Oraha selv på Instagram.
– Jeg er ikke perfekt. Jeg bliver aldrig perfekt og vil heller aldrig blive perfekt, men jeg vil grøe mit for, at jeg hver dag skal lære noget nyt både om mig selv og andre mennesker, forklarer Ninos Oraha.
– Derfor har jeg valgt at investere i mig selv ved at tage en uddannelse som coach.
Hvor flere andre realitystjerner forud for Ninos Oraha har valgt at blive online coaches med fokus på kost og træning, går “Robinson”-stjernen altså i en anden retning og vil arbejde med klienternes mindset.
– Jeg ved, jeg er god til mennesker, jeg ved, jeg er god til struktur og at have overblik og syn for at hjælpe andre mennesker, fortæller Ninos Oraha.
Og selv om han endnu ikke er uddannet, har realitypersonligheden allerede taget hul på coachingen på sin Instagram-profil. Her beder han sine følgere om at deltage i et eksperiment for at få et positivt mindset ved at skrive tre gode ting ned de næste tre dage.