Efter anklager om overgreb: Svensk "Paradise Hotel" skrotter færdigoptaget sæson
Anklager om overgreb, der i foråret resulterede i, at det svenske ”Paradise Hotel” blev både afbrudt og slettet fra diverse streamingtjenester, har resulteret i, at endnu en sæson af realityhittet nu bliver skrottet.
Det skriver NENT Group i en pressemeddelelse mandag formiddag.
Direkte efter optagelserne af ”Paradise Hotel”-sæsonen i foråret tjekkede et nyt hold singler ind på det luksuriøse hotel og optagelserne til en sæson, der skulle have været vist det kommende efterår, kom i kassen.
Efter overgrebsanklager: Nu skrottes svensk ”Paradise Hotel” helt
Men den sæson bliver ikke vist som planlagt. I stedet har NENT Group besluttet at lave programformatet om:
- I det nye ”Paradise” er hovedfokus at afspejles unges virkelighed og hverdag. Målet er at vise et mere moderne og opdateret format med fokus på ligestilling og mangfoldighed.
- Der vil være store ændringer i dele af de klassiske elementer, noget, vi ser frem til at præsentere næste år.
Den nye version af det svenske ”Paradise Hotel” lanceres først i 2022. Og den allerede optagede sæson, som efter den oprindelige plan skulle rulle over skærmen det kommende efterår, bliver således ikke vist alligevel.