Paradise-Rasmus: TV viser ikke alt
I går aftes fik Jonas fra Varde kniven af Claudia, Nick og Rasmus, da trekløveret havde til opgave at smide én af de startdeltagere, der blev fravalgt i den første ceremoni, ud af hotellet.
Rasmus førte ordet, og det gjorde han ikke særlig pænt. De verbale skidebalder, han smed i hovedet på Jonas, fik i hvert fald lagerchefen fra Kolding til både at fremstå arrogant, smart og bedrevidende.
Jeg laver bare godt TV
- Ha-ha, jeg synes egentlig, det fremstår blidere på fjernsynet end det føltes, da vi stod derovre. Så det var en grov udsmidning - helt sikkert - og jeg sagde det nok også lidt hårdere, end han havde fortjent. Men det var fuldt bevidst. Det var absolut ikke for at virke arrogant, siger Rasmus og forklarer:
- Det, man ikke ser på TV, er, at de nye deltagere havde kørt en helt vild hetz mod os gamle. Vi skulle bare ud hele bundtet. Derfor besluttede vi, at der skulle være en skræmmeeffekt i udsmidningen. Vi ville have manet til jorden, at vi skulle føle os mere værd bare fordi, vi har deltaget før, siger Rasmus til seoghoer.dk
- Jeg sagde også til Nick lige inden, at jeg nok skulle lave noget rigtig super TV, fortæller Rasmus på 23.
Hvad der naturligvis heller ikke er medtaget i TV3's endelige klipning er, at Jonas og Rasmus fik talt ud umiddelbart efter optrinnet.
- Bagefter sagde jeg til Jonas, at det hele var sagt for TV's skyld. Vi blev nærmest gode venner igen, og han forstod det bedre, da vi havde snakket om det. Det ser man bare ikke, så lige præcis den scene, du nævner, har altså både en for- og en baghistorie, griner Rasmus.