Sean Bornkessel er tilbage på "Paradise Hotel": Smidt ud for at have en kæreste
LÆS OGSÅ: Rikke efter Seans exit: Jeg slukker ingen drømme
- Du har været med før, ikke, siger Lucas Buchardt, efter Sean Bornkessel er trådt ind i sæson 21 af "Paradise Hotel". Og jo, det har han.
Sean Bornkessel deltog i realityprogrammet for en kort bemærkning i sæson 14. Det var i 2018, han var 18 år gammel - og nåh ja, så brød han reglerne.
For dengang, som i den nye sæson, skulle man være single for at være med i "Paradise Hotel". Og det var Sean Bornkessel altså ikke.
Det fandt produktionen ud af, mens optagelserne allerede var i gang. For hjemme i Danmark var hans deltagelse blevet offentliggjort, og det fik seere til tasterne for at sladre om hans forholdsstatus.
Kæreste med paradiso
- Det er ikke helt slut endnu. Man må ikke have en kæreste. Jeg kan ikke have en gæst, der ikke er single, sagde Rikke Gøransson, lige inden hun smed Sean Bornkessel på porten under en dramatisk parceremoni.
Til SE og HØR sagde han dengang:
- Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte. Jeg blev nok bare lidt paf.
Kæresten hjemme i Danmark havde han været sammen med et godt stykke tid, inden optagelserne til realityprogrammet gik i gang.
- Jeg har kendt hende i fire år. Det har været meget on/off, fortalte han dengang til SE og HØR.
Pigen, der var tale om, er Klara Montes, som året efter selv deltog i realityprogrammet. Hun havde dengang ingen anelse om, at Sean var taget til Mexico.
- Der var ikke nogen, der vidste det. Jeg tog bare af sted - så folk blev lidt forargede, da de så, at jeg blev offentliggjort, lød det fra den dengang 18-årige realitydeltager.
Da Klara Montes året efter deltog i "Paradise Hotel", blev hun af sine sæsonkolleger beskyldt for stadig at være kæreste med Sean.
- Da Klara siger, at hun har været single på hotellet, ved jeg godt, at det er en løgn. Det første hun gør, da vi kommer hjem igen, det er, at hun råsnaver med Sean i lufthavnen. Så hun skal lige få styr på sin historie, sagde Teitur Skoubo i "Mit Paradiso Liv".
Men de beskyldninger kunne han og alle andre godt pakke sammen, lød det fra hende på Instagram:
- Jeg gider som det sidste at blive mistænkt for at være en løgner og skuespiller, 'amen helt ærligt, hvad tror folk. Jeg ville da aldrig i mit liv tage væk fra en kæreste for at være med i et realityprogram, nu må festen altså stoppe.
Sådan er reglerne
Efter Seans udsmidning forklarede Viaplay til SE og HØR, hvorfor han blev smidt ud.
- En af reglerne er jo, at man skal være single, når man er med i programmet og melder sig til det og er inde i huset. Når vi finder ud af, at der er et parforhold, så er vi jo nødt til at tage action på det, fortalte TV3-redaktør Mads Lindemann.
Det var produktionsselskabet Mastiff, der producerer "Paradise Hotel", der opdagede, at Sean ikke var single.
- Selvom deltagerne bliver castet, og de kommer med, så bliver der jo stadig holdt øje på de sociale medier, fordi Mastiff har en helt fantastisk castingafdeling. Det tager jo lidt tid, for vi skal være 100 procent sikre på, at det er rigtigt. Vi konfronterer selvfølgelig Sean med det, og så går han selv til bekendelse med det, fortalte Mads Lindemann.