Reality22. oktober 2024 (opd. 22. oktober 2024)

Pernille Nygaard i kovending: Vender tilbage

Pernille Nygaard proklamerede tidligere i år, at hun ikke længere skal være jurist. Nu åbner hun eget kontor for juridisk bistand
Pernille Nygaard har taget sig en fornem universitetsuddannelse, men kan ikke bruge den, mener hun.
Ingen ville ansætte Pernille Nygaard. Nu åbner hun sin egen virksomhed.
 Foto: Kaspar Wenstrup

LÆS OGSÅ: Nu aflyser Janni Ree og Pernille Nygaard

- Jeg er gået på pension, proklamerede Pernille Nygaard i begyndelsen af året over for SE og HØR.

Hun forlod med andre ord den juridiske branche for at prøve andre ting.

- Måske føler jeg ikke, at jeg passer ind i den branche. Måske føler jeg heller ikke, at de synes, jeg passer ind i den branche.

- Måske føler jeg, at de føler, jeg er for meget til dem, lød forklaringen.

Det har ikke været nemt for Pernille at finde et arbejde, siden hun forlod København og rykkede til Jylland med kæresten. Årsagen skal ifølge realitystjernen findes i fortiden, hvor hun, som titlen antyder, lavede reality-tv.

- Jeg er træt af at blive behandlet som en kriminel med en plettet straffeattest, blot fordi jeg for 12 år siden deltog i Danmarks største realityprogram, harcelerede hun i et opslag på Instagram i august.

Nu tager hun imidlertid sagen i egen hånd og vender tilbage til den juridiske branche.

Ifølge virksomhedsregisteret har hun sammen med kompagnonen Viktora Lecher åbnet virksomheden Vejs Lecher ApS, som har til formål at yde juridisk bistand. Makkerparret ejer hver 50 pct.

Pernille tilbyder rådgivning inden for blandt andet ansættelsesret, erhvervslejeret, medieret og iværksætteri samt en lang række andre områder.

På firmaets hjemmeside kan man se, at det er virksomhedens mission at hjælpe kvinder.

”Vejs Lecher er skabt som en reaktion på et samfund, hvor kvinder ofte står svagere i juridiske situationer. Vores mission er at ændre denne ulighed ved at skabe et trygt rum for juridisk rådgivning, hvor kvinder kan få støtte og vejledning i øjenhøjde.

"Vi tror på, at alle har ret til at blive hørt og forstået, og at stærk juridisk støtte kan sikre økonomisk frihed og ligestilling. Gennem vores arbejde løfter vi kvinder og giver dem værktøjerne til at træffe de rette beslutninger for deres fremtid."

"Vi behøver ikke at vente på forandring – vi skaber den sammen.”

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Pernille Nygaard, men hun er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Sponsoreret indhold