Pernille Vermund langer ud efter DR: Grove racismebeskyldninger
- Hvis man skal holde noget hemmeligt, så skal man ikke sende det ud til journalister, siger Pernille Vermund, da SE og HØR torsdag middag taler med hende om ugens afsnit af "Gift ved første blik", der indtil i går indeholdt udtalelser om, at hun er racist.
Den oprindelige udgave af afsnittet blev sendt ud til pressen i mandags, og i går aftes valgte DR at få produktionsselskabet Snowman Productions til at klippe to af scenerne om for at censurere en diskussion mellem det unge par, Pernille og Michael, før afsnittet i dag kommer ud til seerne.
Det er en alt for langsom reaktion, siger Nye Borgerliges formand.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Michael kalder Pernille Vermund for racist i en diskussion i "Gift ved første blik", som DR valgte at få klippet om dagen før udsendelsen - men første udgave blev allerede mandag sendt ud til hele den danske presse inklusive udtalelser om Pernille Vermund. Foto: Snowman Productions
- Det er et prædikat, man ikke vil have siddende på sig, uanset om man er politiker eller lever et civilt liv. Det er virkelig generende og ødelæggende for ens videre liv, siger Pernille Vermund og fortsætter:
- Det er groft. Og jeg synes, det er voldsomt, at DR er så længe om at reagere på det her. Man skulle tro, de har haft set afsnittet. Det kunne være interessant at finde ud af , hvad der får dem til at reagere i går.
Det prøver SE og HØR allerede at få svar på. Indtil videre har vi fået en ufuldent forklaring:
- I afsnittet indgik en kritisk udtalelse om Pernille Vermund, som ikke var forelagt for hende. Derfor er denne udtalelse klippet ud i det færdige program, der bliver publiceret i dag på DRTV. DR opdagede fejlen sent og rettede med det samme, skriver programchef for fællesskab på DR1 Anne Garlichs blandt andet i en mail.
DR's fulde svar til SE og HØR kan du læse her.
Til SE og HØR fortæller Pernille Vermund, at hun stadig ikke har hørt fra hverken DR, produktionsselskabet Snowman Productions eller Geelmuyden Kiese, som er det PR-bureau, DR bruger i forbindelse med "Gift ved første blik".
Udtalelserne i programmet er altså ikke fjernet efter Pernille Vermunds ønske. Hun har ikke set afsnittet og fik først i går at vide, at hun bliver kaldt racist i en nu redigeret scene.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Pernille Vermund forstår ikke, at DR først i går besluttede at fjerne racismeanklagerne. Foto: Ulrik Jantzen
Til gengæld har politikeren måtte advare sine tre sønner om den mediestorm, der ville følge, nu hvor den oprindelige udgave af afsnittet, hvor Pernille Vermund kaldes racist, er blevet set af hele den danske presse.
- Jeg måtte varsle mine børn. Jeg har sagt til dem, at der kommer nogle historier, hvor mit navn kobles sammen med racisme og har forklaret dem, at det kommer af det program.
Når politikeren har et hul mellem dagens møder, vil hun beslutte, hvad der nu kommer til at ske fra hendes side.
- Jeg sætter mig og tager en snak med min sekretariatschef om, hvordan vi tackler det her. Det er inkriminerende både for mig og for Nye Borgerlige, siger hun.