Peter Birchs vilde start på året: Fra stress til storkeramt kæreste
LÆS OGSÅ: Peter Birch blev ønsket tillykke i byen: Hvor ved du det fra?
2025 har trods sine blot tre måneder allerede budt på store op- og nedture for 41-årige Peter Birch.
For tiden svæver han på den lyserødeste af skyer, da hans kæreste, Nynne Larsen, er gravid med parrets første barn.
Et barn, der sågar endte i maven i første hug.
Men spoler man tiden knap tre måneder tilbage, så var begyndelsen på året mere mørk og dyster.
Et drøn af en nytårsaften, hvor der blev hamret betydelige mængder alkohol i svælget, udløste en stressreaktion.
”Ulven Peter” beskrev det som en evig tilstand af tømmermænd tilsat en gang mellemørebetændelse, der bandt ham til sengen i årets første ti dage.
Nynne Larsen satte til sidst kursen mod Bispebjerg Hospital med Peter Birch på passagersædet, da øreproblemerne blev for slemme.
Samtidig hang humøret stadig, og ideen om at besøge en psykolog blev luftet.

En sådan en fik Peter Birch besøgt sidst på måneden, og besøget havde stor indvirkning på hans psykiske helbred.
- Det er megagodt. Det virker. Jeg har været der én gang og skal derhen igen i morgen tidlig. Hun mener, det er stress, og at det er derfor, jeg ikke kan komme ud af sengen, sagde Peter Birch 28. januar.
Arbejde blev der også skåret ned på, hvilket ikke var så naturligt for realitystjernen, der er boss i egen virksomhed.
Stressen påvirker ham stadig i dag, hvorfor han stadig går til psykolog. Det siger han til Ekstra Bladet.
- Jeg har fået styr på det arbejdsmæssigt, og jeg har lært, at det er okay at række ud og få hjælp fra andre, så jeg ikke står med alle bolde selv.
Peter Birch og Nynne Larsen bliver forældre i slutningen af oktober.