Reality Awards 2022: Her er de nominerede til "Årets bedste par"
Årets fest står for døren. Reality Awards 2022 løber af stablen fredag den 21. januar.
Her skal der uddeles små 20 priser, som alle hver især er til for at hylde cremen af dansk reality.
Foruden priserne er der altid lagt op til et brag af en fest, når Reality Awards nok en gang løber af stablen på Docken i København.
På SH.dk afslører vi løbende de nominerede til de mange priser, og nu er vi nået til "Årets bedste par".
Her kæmper seks mildest talt forskellige par om den eftertragtede pris. Nogle er kærester, nogle er ikke, også er en tidligere statsminister nomineret for anden dag i træk.
Jaffer og Bolette - "Bachelor"
Artiklen fortsætter under billedet...
Jaffer løftede "Bachelor" til et om muligt endnu højere niveau, da den tidligere "Robinson"-stjerne meldte sin ankomst som konkurrent til Casper. Det blev Bolette, som stjal hjertet hos den lattermilde realitystjerne, og de to har været uadskillelige siden. Sjældent har en nominering til Reality Awards været så fortjent (Foto: Kaspar Wenstrup)
Lars Løkke og Umut - "Over Atlanten"
Artiklen fortsætter under billedet...
Kære Discovery, på vegne af alle danskere vil vi gerne bede om et reality-program, som udelukkende følger Lars Løkke Rasmussen og Umut Sakarya rundt i verden. De to kammersjukker klikkede fra første sømil i "Over Atlanten", og den dag i dag er der stadig et stabilt venskab mellem den tidligere statsminister og flæskekongen (Foto: Instagram (Umut Sakarya)
Emilie og Mads - "Ex on the Beach" sæson 6
Artiklen fortsætter under billedet...
Amen se dem lige... Emilie og Mads' kærlighedshistorie i sæson seks af "Ex on the Beach" var ikke til at stå for. Og du skal ikke prøve at bilde mig ind, at du ikke også fældede en tåre eller 12, da Emilie skulle forlade villaen, og Mads valgte at følge med. Hjemme fra knaldeprogrammet har de to turtelduer været uadskillelige, og de ser ud til at være et af de få reality-par, som faktisk kan holde mere end et år (Foto: Discovery Networks)
Michelle og Kristian - "Fem fyre flytter ind"
Artiklen fortsætter under billedet...
Da "Fem fyre flytter ind" først startede hos Michelle i Brøndby, lå det ikke i kortene, at hun og Kristian skulle ende, hvor de er i dag. Men faktum er, at tv-parret ikke har sluppet hinanden af syne, siden kameraholdet smuttede. De bor sammen, og på en lækker solferie for nylig faldt Kristian på knæ og friede til Michelle, som selvfølgelig sagde ja (Foto: Privat)
Frederik og Magnus - "Lego Masters"
Artiklen fortsætter under billedet...
Det er nok ikke meget reality-tv, de to herrer selv har set, men med deres magtpræstation og interne humor og kemi i "Lego Masters" er det her en fortjent nominering. Frederik og Magnus udraderede al konkurrence i TV 2-satset, og samtidig gav de seerne et smil på læberne med deres uknækkelige venskab og høje humør (Foto: Henrik Ohsten/TV 2)
Ida-Sophia og Simon Makienok - "99% forelsket"
Vi ved ikke, hvor god jord den her nominering falder i, men den er i hvert fald fortjent. Ida-Sophia og Simon Makienok lod danskerne komme HELT ind i privaten i deres egen reality-serie "99% forelsket". Radiostjernen og fodboldspilleren pakkede ingenting væk og viste dem selv og deres forhold 100 procent, som de er. Beundringsværdigt (Foto: Cécile Smetana Baudier)