Realitystjerner amok i Magaluf: Mathias Hjort på hospitalet
I disse uger valfarter danske unge til det spanske festmekka Magaluf, som ligger på øen Mallorca ud for Spaniens østkyst.
På gaderne blandt drinks og natklubberne kan man næsten ikke undgå at spotte nogle af de mange danske realitykendisser, som også er rejst til den spanske ø.
En af dem er Mathias Hjort, som sammen med tv-venner som Patrick Weber, David Jarsbo og Line Maria Busk giver den fuld gas i Magaluf lige nu.
Starter på festferien gik dog ikke helt som planlagt for tometermanden fra "Paradise Hotel". Han endte nemlig på hospitalet allerede efter den første bytur, hvor Nikolaj Hvidman, som arbejder som guide i Magaluf, fik skovlen under sin "Paradise"-kollega.
- Det er bare stukket af, fordi Nikolaj drak mig under, og så blev jeg ramt af madforgiftning dagen efter. Der var kroppen helt færdig, fortæller Mathias til SE og HØR om hospitalsbesøget.
Heldigvis var især vennerne Patrick og David klar til at hjælpe det tårnhøje muskelbundt, som knap nok kunne stå på sine egne ben.
Her kan du høre hele afsnittet af SE og HØRs podcast "Sladderministeriet", hvor Mathias Hjort er gæst:
Efter en tur på hospitalet og en halv times tid med drop i armen var Mathias dog klar igen. Han fortæller, at det er en virkelig fed ferie, som han er på med sine realityvenner.
- Det er sgu fedt, men det er blevet virkelig varmt hernede, det er helt sindssygt, siger Mathias om den hedebølge, der lige nu udløser temperaturer på over 40 grader i skyggen i Sydeuropa.