Regitze om tiden under "Forræder": Følte et stort tomrum"

34-årige Regitze Mogensen måtte se sig slået på målstregen, da hun blev stemt ud ved det runde bord kort før finalen i det populære program "Forræder - Ukendt grund".
Det blev hendes tidligere allierede, Marc Nielsen, der traf den afgørende beslutning om at sende hende hjem for selv at stå stærkere i det afgørende opgør.
- Jeg var på minus to, da vi gik ind i finalen. Det var pisse irriterende at ryge ud til sidst, fordi jeg føler, jeg havde gjort meget arbejde. Jeg ville håbe, at Marc ikke havde stemt på mig, men i forhold til hans troværdighed gav det mening. Det handler også om relationer, fortæller Regitze Mogensen.
En hård tid bag facaden
For Regitze var deltagelsen i "Forræder" ikke blot et spil – det var en mulighed for at bearbejde en personlig sorg.
Tidligere i år mistede hun sin far, en oplevelse, der ramte hende hårdt og blev afgørende for hendes beslutning om at melde sig til programmet.
- I april var jeg i en kæmpe sorg. Jeg havde brug for at trække stikket, komme afsted og tænke på noget andet. Under optagelserne var det rigtigt hårdt, da jeg var alene om aftenen. Der var jeg rigtig ked af det, siger Regitze.
Selvom produktionen var informeret om hendes situation, holdt hun sin sorg for sig selv over for de andre deltagere.
- Det var et stort tomrum, da jeg var alene på værelset. Jeg begyndte at skrive dagbog, det har jeg aldrig gjort før. Jeg skrev sætninger til mig selv. Det er det vildeste, jeg har prøvet.
Selvom hun måtte forlade programmet kort før finalen, ser hun tilbage på oplevelsen som en vigtig del af sin personlige rejse, og står det til hende, er tv-karrieren ikke slut.