Rikke Gøransson har klart mål: Vil ind på Christiansborg
LÆS OGSÅ: Rikke Gøransson afslører særlig regel mellem hende og ”Paradise"-deltagerne
Rikke Gøransson vil gerne have, at flere tænker over, hvilke skønhedsidealer sociale medier skaber – men hun har også et andet mål, nu hvor programmet ”Hvorfor skal Rikke være smuk?” endelig er kommet ud.
For efter drømmen om egen tv-produktion, kommer et ønske om at få foden indenfor på Christiansborg.
Det fortæller hun i SE og HØR-podcasten ”Sladderministeriet”.
– Sådan noget som en retoucheringslovgivning kunne være en rigtig god idé. Lidt ligesom der er lovgivning om reklame: Du skal fucking skrive, hvis det her er reklame for et produkt, sådan så unge mennesker ikke bliver snydt til at tro, at det bare er noget, du elsker.
På samme måde mener ”Paradise Hotel”-værten, at man på platforme som Instagram bør deklarere, at et billede er retoucheret, manipuleret eller på anden måde redigeret.
– Hvordan kan man nedprioritere unges mentale helbred, selvfølelse og selvbillede? Lad os nu bare lave et vandmærke, og hvis du har redigeret dit billede eller redigeret din krop: Smid det på. Det er der ikke nogen skam i.
Med lovgivning på området håber Rikke Gøransson, at hun kan komme usikkerheder og dårligt selvværd til livs, fordi retoucherede kroppe ikke længere vil blive præsenteret som virkeligheden.
– Så kan vi i hvert fald kende forskel på, hvad der er virkeligt og uvirkeligt, og så kan det være, det korrigerer lidt, hvordan unge mennesker ser på sig selv i fremtiden.
Samtidig drømmer tv-værten om at få indflydelse på et eventuelt lovforslag, samtidig med at hun ønsker at tale med skoler og forældre for at påvirke dem til at være en del af udviklingen og lære børn og unge, hvordan man er selektiv og kildekritisk på sociale medier.
Det fortæller hun mere om i videoen øverst i artiklen.