Efter "Robinson"-drama mellem Monique og Stefanie: - Hun gjorde mig ked af det
LÆS OGSÅ: Nu svarer Vivi Bach på Monique Kromanns "fake"-kommentar: Hun må sige, hvad hun vil om mig
Det er en med egne ord skidesur Monique Kromann, der mundhugges med både Helle, Sebastian og Stefanie i aftenens øråd, hvor gruppens hede drøm om at sende hende hjem endelig bliver en realitet.
- Det øjeblik, du slog dine øjne op i dag, der vidste du godt, at du ville stemme på mig. Det viser bare, hvor falsk du har været over for mig, siger hun til Stefanie, som hun også klandrer for at have "bullshittet" hende.
- Det gjorde mig ked af det, at hun blev ved med at sige, at hun vægtede mit venskab højt og glædede sig til at ses, når vi kom hjem, siger Monique Kromann, som var skuffet over det svigt, hun oplevede, efter Stefanie havde lovet, at hun efter flere stik i ryggen ville råde bod på sine fejl.
Til SE og HØR forklarer Stefanie, hvorfor hun røvrendte hende, og hvordan Moniques ord ramte.
- Det er selvfølgelig ikke rart at høre, men jeg er indforstået med, at det er et spil. Jeg kan godt forstå, at hun siger, som hun gør - men jeg har handlet og ageret på den måde, som jeg har vurderet, vil bringe mig længst i spillet.
- Hun er en af mine største konkurrenter, og derfor har jeg stemt på hende.
Selv om Monique i princippet ikke stolede på nogen, valgte hun at regne med, at Stefanie denne gang ville holde, hvad hun lovede.
- Jeg tog hendes ord for gode varer, og troede, at hun mente det og ville beskytte mig og give mig en reel chance for at overleve.
Til det svarer Stefanie, at alle er klar over, hvordan det fungerer:
- Vi ved alle sammen, at vi har deltaget i et program, hvor ærlighed og uærlighed bliver en del af spillets facon for at komme så langt som muligt. Sådan har det altid været, og derfor har jeg - som andre - taget beslutninger, der berører andre, i dette tilfælde Monique, og det er uundgåeligt.
- Hun vælger at sige, som hun gør, og jeg forstår hendes perspektiv: Det kommer af hendes skuffelse over mig, og jeg holder mig til, at det er noget, der bliver sagt i et tv-program. Men efterfølgende skulle jeg sunde mig over sådan et statement (at blive kaldt falsk, red.).
I dag har de to et fint forhold, fortæller de begge. Men det tog lidt tid, siger Monique:
- Den skulle jeg lige sluge, da jeg kom hjem. Men hun er en skøn pige.