Helle Pultz overrasker: 42 dage i "Robinson Ekspeditionen" og aldrig sulten
LÆS OGSÅ: Helle på 57 er første finalist - og eneste kvindelige - i "Robinson Ekspeditionen"
- Jeg kunne være blevet på den ø. Jeg har fået så meget had på nettet, at jeg den sidste måned har valgt helt at lade være med at læse noget af det.
Sådan siger Helle Pultz, 57, til SE og HØR.
Og hun kunne rent faktisk være blevet. For modsat sine konkurrenter mærkede Helle ikke på noget tidspunkt sult, mens hun deltog i "Robinson Ekspeditionen".
- Jeg har hele vejen igennem været klar over, at jeg er mentalt stærk, og den styrke brugte jeg i finalen, siger esbjergenseren, som endte på en tredjeplads i årets sæson.
Den mentale styrke kom til udtryk på flere måder. Hurtigt var det tydeligt for Helle, at hun trivedes ganske godt i overleverkonkurrencen.
- Jeg var den eneste på øen, der aldrig var sulten. Jeg mærkede aldrig sult, og maven knurrede ikke. Jeg kunne godt høre på de andre, at de var sultne hele tiden. Det var jeg mærkeligt nok ikke på noget tidspunkt. Da vi fik mad på dag fem (af produktionen, red.), syntes jeg, det var for tidligt. For jeg var ikke sulten. Jeg var bare klar på at være på den ø.
Udover den manglende sult var Helle også på alle andre punkter god til at håndtere omgivelserne og livet på den malaysiske ø, fortæller hun.
- Varmen generede mig heller ikke på noget tidspunkt. De andre faldt om af heden, men jeg havde ikke fornemmelsen af, at det var så varmt.
Derudover fortæller Helle at savnet hjem til var mindre end de andres, da mange af dem har små børn - og at al ventetiden på øen, som kedede de andre, blev udnyttet til at kigge på udsigten.
- "Nyd omgivelserne, og at vi er her. I morgen kan man være på vej hjem igen". Jeg har så travlt i min hverdag normalt, så jeg nød ventetiden.
Helle arbejder i Danmark som postbud og står også bag baren på mandens brune værtshus, hvor klokken nemt kan blive to, før hun kommer hjem i seng, inden vækkeuret ringer og hun skal ud med breve. Derfor var trætheden heller ikke overvældende under "Robinson Ekspeditionen".
- Jeg er vant til lidt søvn. Jeg sov selvfølgelig ikke skidegodt, for jeg var vågen flere gange om natten, men jeg gik ikke rundt som en zombie.
- Så mentalt var jeg godt med i konkurrencen, og det trak jeg frem i finalen. Så den styrke har hjulpet mig rigtig meget.