Jakob Kjeldbjerg mindes Robinson-skandaler: De her ting ville ikke gå i 2023
LÆS OGSÅ: "Robinson Ekspeditonen" slår alle rekorder: – En episk sæson i vente
Der er lagt op til et brag af en jubilæumssæson i det populære TV3-program "Robinson Ekspeditionen".
I 25 år har helt almindelige danskere kæmpet om det eftertragtede trofæ testet med både sult, hårde kappestrider og interne klikker.
Siden 2004 har Jakob Kjeldbjerg stået i spidsen som ekspeditionsleder i programmet.
Og det er ikke alt, der er foregået i de snart tyve år, han har været med, som også ville blive betragtet som respektabelt i dagens Danmark.
Det fortæller han i SE og HØR-podcasten "Af Banen".
– Det første jeg gjorde var at korsfæste 16 mennesker på helvedesøen Gual i Malaysia, som var meget grænseoverskridende. Der var mange kristelige bevægelser, der syntes, det var noget værre noget. Jeg tror ikke, vi ville gøre det i 2023.
Tvang folk til nøgenløb
Korsfæstelsen i 2004 fik mange danskere op af stolene og blev hurtigt til det varmeste diskussionsemne rundt omkring i stuerne.
Det er dog langt fra eneste gang, at man har presset citronen for, hvad der er i orden at udsætte deltagerne for i programmet.
Den altid energiske vært mindes også en sæson, hvor grænserne blev skubbet både fysisk og mentalt.
– I 2009 havde vi en "morder" med. Det var en skuespiller, der lod som om, han var morder. Det år lavede vi også "de dumme" mod "de kloge". Det ville vi heller ikke gøre i 2023.
– Samme sæson startede vi med at lave et nøgenløb, hvor jeg krævede, at de 16 deltagere smed al tøjet og løb splitterravende nøgne ned af en strand i Malaysia. Et muslimsk land i øvrigt. Det ville vi nok heller ikke gøre i 2023, forklarer han.
Nu er tiden en lidt anden, og rammerne for programmet har ligeledes ændret sig undervejs
– Jeg havde en fest med det, fordi det lykkedes. Noget lykkedes i mindre grad, og så gik vi væk fra det.
– I 2013 valgte vi, og vi lovede seerne, at køre det mere klassisk, så man ved, hvad det er, man får, slutter han af.
Du kan høre hele podcasten med Jakob Kjeldbjerg her: