Majbritt om Pia og Nicoles reaktion: – Jeg havde håndteret det anderledes
LÆS OGSÅ: Se listen: Her er alle vinderne af "Robinson Ekspeditionen"
Lykken var ikke til at tage fejl af, da 28-årige Majbritt Olsen efter 42 dage på ”Robinson”-øen i Malaysia løb med titlen som årets vinder af realityhittet samt den store pengepræmie på 500.000 kroner.
Sammen med Pia og Nicole havde Majbritt således kæmpet sig vej til finalen – men reaktionen fra modstanderne var ikke just jubel.
De er selvfølgelig skuffede. Og det var også tydeligt at mærke på dem – at de helst havde set sig selv eller den anden vinde. Og det fik de faktisk også sagt begge to, fortæller Majbritt, da hun gæster SE og HØRs ”Sladderministeriet”.
Hun forklarer videre, at hun umiddelbart godt kan forstå deres reaktion. Men Majbritt ønsker sig dog alligevel også positive ord fra sine konkurrenter.
Noget, der først kom til udtryk efter skuffelsen.
Heldigvis var reaktionerne fra Majbritts finalemodstandere ikke noget, der slog hende ud:
– Men det gjorde mig ikke noget. Der trak jeg lige kortet ”jamen, jeg har vundet”, fortæller den glade ”Robinson”-vinder.
– Jeg havde nok selv håndteret det lidt anderledes, fordi hvem end der står der i finalen, det er nogen, der har fortjent at stå der. Det har Pia, det har Nicole – og det har jeg i allerhøjeste grad. Der er ikke nogen, der er mere eller mindre værdige.
Til SE og HØR fortæller Pia, at hun i den grad mener, at Majbritt har fortjent sin sejr. Til gengæld lægger hun ikke skjul på, at hun havde håbet, at også Lars og Frederik havde været en del af finalen. Og så mener hun desuden, at alle tre finalister havde fortjent at vinde.
– Jeg var mest af alt sur og skuffet over mig selv. Det var ikke, fordi jeg tænkte, at Nicole hellere skulle have haft den (sejren, red.). Majbritt vandt fair og square. Hun var den, der gjorde det bedst i situationen, og så har man fortjent det. Og jeg kan sagtens unde Majbritt det – ingen tvivl om det.
Nicole har ikke meget at sige om hverken finalen eller forholdet til Majbritt. Til SE og HØR fortæller hun dog, at hun intet ondt har at sige om årets "Robinson Ekspeditionen"-vinder.
Hør Majbritt fortælle i videoen øverst i artiklen.