Robinson Ekspeditionen2. oktober 2023

Mathilde om Tais efter "Robinson": – Ikke behov for dialog med den mand

Efter ”Robinson Ekspeditionen” har Mathilde hverken behov for at tale med Tais eller at fortælle, hvorfor hun ikke vil
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Mathilde og Tais i konflikt i "Robinson Ekspeditionen".
 Video: Viaplay

– Det er rigtigt, der skete det på båden. Jeg hørte forkert, det tager jeg fuldstændig på mine skuldre.

Sådan siger Mathilde Marott om den kontrovers, der blev vist i aftenens afsnit af ”Robinson Ekspeditionen”. Hun giver Tais ret i, at den del bunder i en stor misforståelse. Og at de to ikke er venner.

Men derfra stopper enigheden også.

For det er tydeligt, at Mathilde mener, der er sket en del andre ting på den øde ø i Malaysia, end det, Tais fortæller. Hvad de er, har hun dog ikke behov for at uddybe til medierne, siger hun.

– Jeg har ikke tænkt mig at kaste ham under bussen og nævne alt det, der skete bag kameraet. Jeg har heller ikke noget behov for at snakke med Tais. Det er helt sikkert på grund af den oplevelse. Det er ikke en mand, jeg har behov for at være i dialog med.

Mathilde vil gerne sætte fokus på, at det er vigtigt at tale højt om det, hvis man har det dårligt. 
Mathilde vil gerne sætte fokus på, at det er vigtigt at tale højt om det, hvis man har det dårligt.
 Foto: Lars H. Laursen

Mathilde vil dog gerne uddybe, hvorfor hun havde det så svært på ekspeditionen. For det var tydeligvis ikke nemt at være hende i programmet, hvilket også bliver belyst i aftenens afsnit.

– Jeg fik det psykisk rigtig svært på turen og havde også kæmpet med nogle ting hjemmefra. Og så endte jeg på et hold, hvor jeg ikke føler mig velkommen, og hvor de ting, jeg gør ikke bliver set, og hvor jeg får at vide, at jeg ikke gør de ting, jeg gør.

Jeg endte på et hold, hvor jeg ikke føler mig velkommen.

Mathilde

– Det skal ikke være et pity party, men jeg vil gerne kaste lys på, at det skal være okay ikke at være okay. Mentalt helbred er bare fucking vigtigt, ligegyldigt hvilken alder man har. Når man er sammen i flok, er det vigtigt, at man passer lidt på hinanden.

Mathilde fortæller ligesom Tais, at der er flere ting, der ikke bliver vist for seerne. Hun har dog ikke lyst til at komme med konkrete eksempler.

– Det kan være nemt at sige noget bag kameraet, men svært at sige det foran, siger hun kryptisk.

– Det hele er et spil. Folk vil gerne længst. Det kan jeg supergodt forstå, og spidse albuer er en del af det. Problemet er bare, når man bliver tabt lidt imellem alt det og ikke bliver set. Så er det pissesvært at rejse sig op igen.

Det var en samtale, jeg blev "tvunget" til at tage. Af produktionen.

Mathilde

Ifølge hende har hun det dårligt allerede fra dag tre, hvor hun kæmper mentalt. Men det er først på dag 15, at seerne bliver præsenteret for, at Mathilde har det svært.

– Og det er der, hvor mine frustrationer bliver til et totalt nedbrud, siger hun og hentyder til klippet, du kan se øverst i artiklen.

Ifølge hende var snakken med Tais og de andre i vandet en, hun var blevet bedt om at have.

– Virkelig mange fremmede mennesker har set det og skrevet til mig: ”Fuck, hvor er det nice, at du tør stille dig sådan op”. Men det var mega grænseoverskridende. Det var en samtale, jeg var tvunget til at tage – af produktionen. Man er selvfølgelig fri og har sine egne valg, men når man er helt knækket sammen, så er det svært at forholde sig til andet.

Når det kommer til Tais, har Mathilde lukket den dør for længst. Hun taler i dag med Nynne, Nour, Marie og især Majbrit, som hun beskriver som sin klippe under optagelserne.

– Jeg har ingen intentioner om at få en relation til Tais. Jeg kan bare sige, at det, man ser på tv, ikke altid er virkeligheden. I hvert fald ikke min.

Sponsoreret indhold