"Robinson"-Emil bryder helt sammen efter exit: Undskyld!
De seneste uger har særligt én episode været på alle “Robinson”-fans’ læber: Dramaet mellem Emil og Lukas, der fandt sted i ørådet.
Her måtte Lukas forlade ekspeditionen, men fik lige et par sidste ord med på vejen af den 24-årige ”Robinson”-deltager Emil:
- Du er den allermindst værdige af os otte, der sidder her, lød fra Emil, der samtidig påstod, at han havde “hørt nogle rigtig, rigtig ubehagelige ting” om den nu hjemsendte Lukas – og desuden flere gange udtalte, at Lukas skulle “tage det som en mand”.
Efterfølgende reagerede en ganske chokeret Lukas på episoden over for SE og HØR og forklarede, at han blot i situationen forsøgte ”at være et større menneske”:
- Jeg prøvede bare at håndtere det, så godt jeg kunne. Jeg kan ikke stå til ansvar for, hvad andre mennesker siger – jeg kan kun stå til ansvar for, hvad jeg selv siger. Jeg ved, hvordan jeg er som person, lød det fra Lukas.
Bryder sammen
I ekstraafsnittet bliver det da også tydeligt, at det netop er Emils ord og beskyldninger mod Lukas, der er hovedårsagen til Emils exit, da juryen skal træffe deres afgørelse.
- Jeg vidste godt, at den måde jeg spiller på, det er meget risikabelt. De sidder og kommer med nogle hårde ord, og det er meget personligt, lyder det fra Emil, da realiteterne om hans ”Robinson”-afgang går op for ham.
Samtidig sætter han ord på, at ekspeditionen har gjort ham ”skør”:
- Jeg er på ingen måde et dårligt menneske, og det håber jeg, man vil kunne se. Jeg har et stort hjerte, og det ved jeg. Jeg har vist loyalitet og tillid og åbenhed over for dem, jeg har stået med – og det ved de godt, forklarer en grådkvalt Emil.
- Jeg holder rigtig meget af dem – undskyld til jer.
- Jeg ved godt, jeg er den, der har gået forrest oftest – både taktikken og måden at sige tingene på. Og det bider mig i røven nu, lyder det videre fra den nu tidligere "Robinson"-deltager, der afslutter med at takke sine holdkammerater for ”en fod oplevelse”.
Juryen består af samtlige deltagere, der har forladt ekspeditionen siden sammenlægningen og havde inden deres endelige beslutning mulighed for at tale med de resterende seks deltagere forud den åbne afstemning.
Årets ”Robinson”-finale kan ses mandag den 5. december klokken 20.00 på TV3 og Viaplay.