”Robinson” gjorde Frederik Skov til en følefyr: Nu husker han at sige ”jeg elsker dig”
LÆS OGSÅ: Junior fra "Robinson" var ludoman: – Det var svært
46-årige Frederik Skov har tænkt meget på sine børn, mens han var væk for at optage ”Robinson Ekspeditionen”. Og han er også kommet hjem som en meget mere følsom mand, fortæller han åbenhjertigt til SE og HØR.
– Jeg er blevet meget mere taknemmelig for livet af at have fået den oplevelse. Og jeg har talt mere om følelser med min hustru de sidste 20 dage, end jeg har gjort de sidste 20 år. Fordi det gør bare noget ved en, og du får lov at reflektere så meget.
Faktisk er Frederik Skov kommet så meget mere i kontakt med sine følelser, at han bliver helt rørt under interviewet og snakken om hans familie.
– Det er helt vildt. Og jeg kan heller ikke styre det. Jeg har allerede grædt to gange i dag.
På hjemmefronten har Frederiks kone, Louise, spærret øjnene op over den version af ham, der er vendt hjem igen fra ekspeditionen.
– Hun siger: ”Øj, hvor er du blevet følsom. Jeg kan næsten ikke følge med”. Og jeg siger: ”Jeg ved det godt, og det må du bare lige bære lidt over med mig i”. Men jeg kan fornemme på hende, at hun også synes, det er lidt hyggeligt.
Frederik Skov er så taknemmelig for, at hustruen lod ham tage af sted, mens hun havde parrets tre børn alene derhjemme.
– Nu bliver jeg bare mindet om igen, hvor heldig jeg er over at have hende. Man skal huske at sætte pris på det.
Han mødte hende på en vaskeægte blind date, hvor han kun fik et navn og en adresse fra en fælles veninde.
Nu har parret været gift i 17 år, men efter "Robinson Ekspeditionen" er Frederik bedre end nogensinde til at sige de tre gyldne ord.
– Det er gået lidt op og ned, som et ægteskab gør. Jeg er vildt glad for hende og elsker hende meget højt, men jeg har ikke været særlig god til at sige det. Det er jeg blevet, og det er jeg glad for. Og det er ”Robinson”, der har hjulpet mig på vej til det.
– Når man er dernede og er presset på sult og søvn og savn og har tid til at reflektere over livet, så kommer der bare nogle kraftige tanker om personer, der betyder meget. Der er hun selvfølgelig nummer et.
En ”Robinson”-livsstil
Det var et livsmål for Frederik Skov at deltage i ”Robinson Ekspeditionen”, og han har længe drømt om endelig at stå i Malaysia.
– Jeg har altid set det. Vi var tre generationer. Mine forældre introducerede det for mig. Så har jeg set det med dem, så så jeg det som ung, og nu har jeg set det med mine børn de sidste mange år.
For tre år siden siger hans to døtre, at de synes, han skal prøve at melde sig. Han kommer rigtig langt i castingprocessen, inden han kasseres – og derefter går han all in på at komme med: Hele hans livsstil begynder at fokusere på at komme med i ”Robinson Ekspeditionen”.
– Så har jeg bare jagtet det benhårdt i de tre år. Drømt om det, dagdrømt om det, tænkt på det … Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at stå så skarpt som muligt. Det har været den bedste motivation for min træning, og jeg har skåret helt ned for mit alkoholindtag og spist sundt.
– Jeg har bare tænkt: ”Robinson”, det skal jeg, og når jeg får chancen, så skal jeg være max klar.
Drømmen om at dyste på en øde ø har også fungeret som mindfulness for Frederik, når han havde brug for at ændre fokus.
– Når tingene blev lidt sure herhjemme, og der gik dagligdag i den, så drømte jeg mig over i min ”Robinson”-verden og tænkte ”en dag kommer du af sted” og forestillede mig, at jeg allerede var der. Det har været så skønt.
– Det er så et problem for mig nu. For hvad skal jeg nu? Det må jeg finde ud af.