Robinson Ekspeditionen2. december 2024

Slået på målstregen: Trods rekord vandt Sebastian ikke "Robinson Ekspeditionen" 2024

Han er den eneste i "Robinson Ekspeditionens" historie, der har vundet samtlige kappestrider. Men i finalen blev Sebastian Sisbo slået på målstregen
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Helle Pultz, Sebastian Sisbo og Nicolaj Schrøder stod i finalen i "Robinson Ekspeditionen" 2024. Sidstnævnte tog sejren foran næsen på den rekordsættende Sebastian.
 Video: Viaplay Group.

LÆS OGSÅ: Viaplay i "Robinson"-brøler: Delte ved en fejl finaleafsnittet i nat

- Alt det, man har kæmpet for i 42 dage føles, som om det er blevet smadret, som var det en klinke blevet ramt af en af Nicolajs hårde bolde, siger Sebastian Sisbo filosofisk lige efter afgørelsen af "Robinson Ekspeditionen" 2024.

For trods en ubesejret række kappestrider for den langhårede sømand, måtte han til sidst se sig slået af den 26-årige wrestler og CBS-studerende.

- For satan, hvor er det ærgerligt.

Til SE og HØR erkender 29-årige Sebastian Sisbo gerne, at han er skuffet over sig selv. En skuffelse, han stadig mærker i aften, hvor finalen bliver vist på tv.

- Det er virkelig bittert. Det bliver nok ikke mere bittert, når man er så tæt på. Den ligger lige til foden - men når man ikke kan ramme, så er man selv ude om det. Den havde været nemmere at sluge, hvis Nicolaj havde været langt foran, og jeg ikke havde en chance. Når der ikke er andre steder at kigge hen end i spejlet, så er det hårdt.

Efter 30 minutters ærgrelse slap han dog bitterheden. Men den vendte tilbage i fuldt flor, da programmet begyndte at rulle over skærmen herhjemme.

- Lige da jeg kom ud derfra, gik der ikke særlig længe, før det overhovedet ikke føltes så slemt. Den første halve time var jeg ked af det - derefter var det en lettelse, at det var overstået. Og et døgns tid efter var jeg glad for, at jeg var ude af det hele, og at jeg var i finalen. Men efter jeg er kommet hjem og på en måde har oplevet det hele igen, så må jeg indrømme, at skuffelsen er vendt tilbage.

- Jeg har ikke glædet mig særlig meget til det her. Det er en kæmpe skuffelse, og det skal vises frem for alle. Jeg er ikke kommet over det, det sidder stadig i mig.

Pengene til Præstø

Det overraskede Sebastian Sisbo, hvor meget præmiesummen på en halv million kroner pludselig fyldte, da han begyndte at kunne dufte pengene. Den var nemlig ikke en motivation tidligere i ekspeditionen.

- Når jeg tror, jeg nærmest står med en halv million kroner i hænderne og så smider dem på jorden, så er det okay, at det føles forfærdeligt.

De fleste ville nok se sådan ud, hvis det lykkedes dem at nå hele vejen til finalen i "Robinson Ekspeditionen" og så få en andenplads.
De fleste ville nok se sådan ud, hvis det lykkedes dem at nå hele vejen til finalen i "Robinson Ekspeditionen" og så få en andenplads.
 Foto: Viaplay Group

Præmien ville han have brugt på at tage familien med på ferie, efter hans forældre sidste år måtte bruge en masse penge efter stormen ødelagde en masse i barndomsbyen Præstø. Blandt andet hans sommerhus.

- Og så ville jeg bruge dem på et indskud til en lejlighed, så jeg kan begynde voksenlivet for alvor. Jeg har levet som sømand og ikke haft et voksenhjem, siger Sebastian, som sejler halvdelen af året og ellers bor hos en kammerat i København eller låner en sofa et sted.

Han kan dog godt se pengene falde på et tørt sted hos den 26-årige "Robinson"-vinder Nicolaj Schrøder.

Sebastian Sisbo havde skiftet matroshatten ud med en cowboyhat til forpremieren på årets "Robinson Ekspeditionen".
Sebastian Sisbo havde skiftet matroshatten ud med en cowboyhat til forpremieren på årets "Robinson Ekspeditionen".
 Foto: Jesper Sunesen

- I øjeblikket er jeg mega, mega ked af det. Men kan nogen bruge pengene, så er det den fattige studerende. Han har ikke en rød reje, og han har et liv fyldt med drømme.

- Det er måske kun Ali, jeg havde undt det mere. Han har mere brug for pengene, end jeg har.

Sebastians tætteste ven på øen, Helle Pultz, som kom ind på en tredjeplads, siger til SE og HØR, at det var svært at opleve hans skuffelse.

- Det betyder ikke, at jeg ikke kan unde Nicolaj det. Men det havde lige været det sidst at se Sebastian stå med trofæet i stedet. Det var hårdt at se ham være ked af det, samtidig med at jeg var begejstret for at se Nicolaj vinde. Det var hårdt både at skulle trøste ham og også være stolt af Nicolaj. De har begge fortjent at vinde.

Sebastian Sisbo, 29, blev under ekspeditionen tæt med Helle Pultz, 57.
Sebastian Sisbo, 29, blev under ekspeditionen tæt med Helle Pultz, 57.
 Foto: Lars H. Laursen

Nu glæder Sebastian sig til, at hypen omkring finalen har lagt sig, så han kan komme sig over tabet.

- Det bliver en lettelse. Nu går der et stykke tid, hvor jeg skal møde alle - familie, venner og bekendte vil snakke om det, og så længe det står på, vil det ikke slippe mig. Jeg vil også tænke på det, hver gang jeg ser en slangebøsse. Så det sidder i mig et stykke tid, men livet går videre.

- Det er jo ikke engang penge, jeg har mistet, for jeg har jo aldrig haft dem. Så jeg har ikke tabt noget på den måde.

Sponsoreret indhold