"Robinsons" Mie Fitness mistede sin datter: Hun blev kun 18 måneder

Sophia smiler,så nogle få mælketænder titter frem. Den 18 måneder gamle pige kan ikke se og næsten ingenting høre, men på madrassen i sanserummet på institutionen Kilden nær Vejle kan hun fornemme vibrationerne fra musikken fra Bamse og Kylling. Mie tager et mentalt billede af sin lille datter. Der er glæde i hendes øjne, og for en stund glemmer hun, at det kan være sidste gang, hun ser hende smile.

– Da vi fik at vide, at Sophia var syg, vidste jeg med det samme, at jeg havde hende på lånt tid. Derfor prøvede jeg bare at suge så meget til mig som muligt. For en dag ville det kun være de minder, jeg havde tilbage, fortæller 35-årige Mie Fitness, fra København.

I soveværelset i lejligheden på Amager står en flyttekasse med babytøj, bamser og legetøj. Noget af tøjet havde Sophia på en enkelt gang. Andet er ubrugt.

Fik tidligt ansvar

Når Mie tænker tilbage på sin egen barndom, husker hun en pige, der blev selvstændig i en ung alder. I flere år var hendes mor alene med hende, og Mie fik tidligt ansvar. Hun fulgte sin lillebror i dagpleje, hun vaskede op og var med til at lave mad. I skolen havde hun svært ved at sidde stille. Hun glædede sig altid til frikvarterne og idrætstimerne, hvor hun kunne komme af med sin energi på fodboldbanen. Hun husker, at hun ofte sagde lærerne imod, og tidligt blev hun set som en pige, der lavede problemer.

I 8. klasse blev hun smidt ud af skolen. Hun kom på efterskole, hvor hun mødte faren til sit kommende barn. Da skoleåret endte, flyttede hun hjem til hans familie, hvor hun blev mødt med åbne arme og kærlighed. Men sideløbende havde Mie udviklet et misbrug af stoffer, der ofte blev indtaget på de mange byture. I hendes omgangskreds var stoffer næsten lige så almindeligt som alkohol, og Mie blev afhængig. Hun så frem til weekenderne, hvor hun igen kunne bedøve sine sanser.

Skjulte sit misbrug

Det lykkedes hende at skjule misbruget for sin kæreste i en periode. Da det en dag blev opdaget, valgte hendes kærestes far at følge hende op på et misbrugscenter uden hverken en løftet pegefinger eller trusler. Den varme Mie blev mødt med, gav hende mod til at komme ud af misbruget, og i et halvt år var hun i ambulant behandling. Hun lagde afstand til de gamle venner, og i stedet fokuserede hun på at arbejde og være sammen med sin kæreste.

For Mie var det aldrig drømmen at blive mor i en tidlig alder, men da hun som 19-årig så to streger på en graviditetstest, behøvede hun kun kort betænkningstid.

– Jeg var opsat på at blive en god mor, så jeg læste mange bøger om emnet. Jeg tog min kæreste med på kurser, for jeg var nervøs for, at nogen måske ville tro, at vi ikke kunne klare det, fordi vi var så unge, fortæller Mie.

Hun kan stadig genkalde sig den boblende følelse i kroppen, da hun så sin datter, Sophia, for første gang. Hun mærkede moderinstinktet, og hun glædede sig bare til at få hende med hjem. Efter fødslen havde Sophia væskeophobninger i hænder og fødder, men lægerne vurderede, at hun ikke fejlede noget, så Mie regnede med, at det ville bedre sig med tiden.

Men Sophia udviklede sig ikke som andre børn. Når Mie viftede med sin hånd foran hendes ansigt, var der ingen reaktion, så hun tog sin datter til lægen.

– Da han ville ringe efter en ambulance med det samme, syntes jeg, at det var underligt. Hun var jo, som hun. Men da vi kom op på hospitalet, og vi ikke engang måtte tage hjem og pakke en taske, forstod jeg, at det var alvorligt.

De næste mange uger var Mie indlagt med Sophia. Hun var igennem adskillige undersøgelser, men en diagnose udeblev. Mie holdt fast i håbet om, at det ikke var alvorligt, så det kom som et hårdt slag, da de efter flere måneder endelig fik besked. Sophia havde en sjælden genfejl, der betød, at hun manglende enzymer i kroppen til at udskille affaldsstoffer. Der var på det tidspunkt kun få andre børn i verden med samme sygdom, og den, der havde levet længst, var blevet fem år.

– Det var, som om tæppet blev revet væk under mig. Men jeg kunne ikke bryde sammen, for jeg skulle være der for Sophia, fortæller Mie.

Udover den voldsomme diagnose fik hun at vide, at Sophia nærmest var blind og døv. Alligevel fik hun lov til at få hende med hjem i en kort periode.

– Jeg havde læst så mange bøger om børn, så jeg var parat. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke vidste noget om at have et handicappet barn, fortæller Mie.

Den værste dag

Derfor var hun i første omgang imod, at hendes datter skulle på en døgninstitution. Det strittede imod hendes moderinstinkt at overlade hende til andre, men til sidst kunne hun godt se, at de professionelle kunne give hende noget, som hun ikke selv kunne.

– Det var den værste dag i mit liv, da jeg afleverede hende. Jeg græd som pisket, da jeg satte mig ud i bilen, og jeg følte mig som verdens dårligste mor.

Den efterfølgende tid var Mie og kæresten hver dag hos Sophia. De kunne komme og gå, som de havde lyst, og i de sidste måneder af Sophias liv flyttede de ind på institutionen. Flere gange holdt Sophias hjerte op med at slå, og hun måtte genoplives. Men til sidst tog Mie og kæresten den sværeste beslutning i deres liv. I samråd med lægerne, blev de enige om, at hvis det skete igen, skulle Sophia have fred.

Klokken var 06.05 en lørdag morgen, da Mies telefon ringede, og hun fik den forfærdelige besked. Hendes datter var død, kun 17 måneder gammel.

– Da jeg kom derud, lå hun lige så fin. Jeg satte mig med hende, hun var stadig lidt varm. Jeg kyssede og aede hende, og det føles bare så uvirkeligt.

Mie følte, at hun var i et vakuum, hvor hendes eget liv var gået i stå, mens alle andres fortsatte. Hendes hjerte var knust, alligevel føltes det klaustrofobisk, når hun blev mødt af blikke, fyldt med medlidenhed. Hun havde behov for at komme væk fra følelserne, og Mie flygtede tilbage til stofferne.

– På det tidspunkt ville jeg bare væk. Så det blev mit frirum i en periode. Men jeg vidste inderst inde godt, at jeg skulle noget andet med mit liv, fortæller Mie.

Efter nogle år mærkede hun, at tiden var moden. Hun stoppede med stofferne, lagde byturene på hylden og begyndte i at være en hyppig gæst i træningscenteret. Hun blev hurtigt bidt af det, og hun begyndte at stille op til fitnesskonkurrencer.

– Jeg har altid være en ’alt eller intet-type’. Så da jeg begyndte at konkurrere, ville jeg være den bedste. Derfor opsøgte jeg også de anabolske steroider, fortæller Mie.

Hun vandt adskillige konkurrencer både herhjemme og i udlandet. Men konsekvenserne af de mange år med forhøjet testosteron begyndte at påvirke Mie. Hun fik en dybere stemme, skægvækst, og hendes menstruation udeblev.

– Jeg vidste godt, at det kunne skade min krop. Men efter Sophia, tænkte jeg, at jeg ikke skulle have flere børn, forklarer Mie.

Inderst inde vidste hun godt, at steroiderne havde erstattet stofferne, og det igen var en flugt fra følelser. Hun begyndte at kigge indad og tænkte over, hvad hun ville med sit liv. Det medførte, at hun stoppede med steroiderne, og lysten til at få et barn begyndte igen at spire.

I dag er Mie selvstændig som personlig træner og onlinecoach. Hun arbejder som misbrugsassistent på en døgnbehandling, hvor hun kan relatere til deres historier.

Indsigt fra Robinson

Hendes medvirken i Robinson Ekspeditionen har givet hende en ny indsigt i sig selv, og hun vil gerne bruge sin livserfaring til at hjælpe andre.

– Jeg har brugt så meget af mit liv på at behandle mig selv dårligt. Jeg har været helt dernede, hvor jeg havde så ondt af mig selv, at jeg ikke kunne overskue noget som helst. Derfor ved jeg også, at selv om man har stødt på bump på vejen, er det muligt at rejse sig igen og gøre noget andet med sit liv. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville få lyst til at blive mor igen, men jeg har en masse kærlighed i mig, som jeg gerne vil give videre. Og selv om jeg pt. ikke har en kæreste, tænker jeg, at det nok skal lykkes.