Rosita gik videre i “X Factor”: Her har du set hende før
Alle dommerne var blæst bagover, da den læreruddannede Rosita Bramsen, der til daglig arbejder i en børnehave, sang sin egen sang i andet afsnit af “X Factor”.
– Du gør mig glad, udbrød Thomas Blachmann i sine rosende vendinger til Rosita, der forlod lokalet med tre stensikre "jaer".
– Det var fuldstændig fantastisk at stå foran dommerne. Jeg har så kæmpe respekt for deres arbejde, og det var en dejlig oplevelse, fortæller hun til SE og HØR.
På skærmen før
Men måske tænkte du også, at Rosita så en smule bekendt ud, og det er der en hel god grund til det.
Hun har nemlig tidligere var med i datingprogrammet “Alene sammen” på TV 2, hvor hun sammen med en fremmed mand blev sendt 10 dage afsted på en svensk ø i håb om at finde kærligheden.
Dog gik det ikke mellem hende og matchet Meick, og Rosita forlod programmet, inden de ti dage var overstået. Men det er nu ikke noget, der har sat dybe spor i børnehavepædagogen.
– På kærlighedsfronten sker der ikke det vilde. Jeg ser ikke nogen lige nu, men jeg nyder at være single og er glad for mit liv, som det er, fortæller hun.
Musik i hjemmet
Men for at det ikke skal være løgn, så er datingprogrammet ikke det eneste, hun har deltaget i før. For da hun var 18, stillede hun også op i “X Factor”, hvor hun dog ikke kom videre fra audition.
– Jeg har altid været musikalsk. Jeg er vokset op i et hjem med en legende rytme, hvor der både er blevet danset og sunget.
Også spiritualiteten, hun fortæller om til sin audition, er noget hun har fået med hjemmefra. Hendes mor er nemlig healer og behandler, og det er hende, der har opdraget hende til at lytte til sin indre stemme og dyrke sin spiritualitet.
– Det handler nok mest om, at jeg stoler på universet, på min intuition og min mavefornemmelse. Og så stiler jeg efter at gå med hjertet forrest, fortæller Rosita.