Sarah Tiedt om babyplaner: Det kan kun gå for langsomt
Sarah Tiedt og Türker Alici holder live i babydrømmen og har lagt planer for det næste skridt.
For få dage siden fik parret endeligt svar på, hvad der er sket med det foster, der voksede i maveskindet, og det var en trist nyhed for de to realitydeltagere: Hjertet er stoppet med at slå.
Sarah Tiedt, som vi kender fra "Paradise Hotel", lader sine følgere komme helt tæt på sit liv og drømme, og det gælder også den situation, hun og Türker Alici står i nu.
I en række stories på Instagram svarer paradisoen på de spørgsmål, der har meldt sig hos fansene, og her fortæller hun, at hun har valgt en kirugisk abort, som skal foretages i morgen mandag.
Sarah Tiedt og Türker har for nylig købt hus, som de er i gang med at sætte i stand, og nu drømmer parret om at føje et barn til familien. Foto: Søren Lamberth
- Når det døde foster er fjernet på mandag, skal jeg lige efterbløde og have min menstruation. Og efter det ... er det bare i gang igen. Vi er enige om, at det kun kan gå for langsomt, skriver Sarah Tiedt til sine følgere.
Realitydeltageren fortæller samtidig, at hun før har prøvet at få en abort, og at hun havde færrest gener ved en kirurgisk, hvilket er grunden til, at det er den metode, hun har valgt fremfor en medicinsk abort.
Men den triste situation, Sarah Tiedt står i nu, har ikke taget modet fra hverken hende eller Türker, og parret har altså tænkt sig at arbejde videre på babydrømmene, så snart det kan lade sig gøre igen.
- Jeg har det bedre i disse dage end den sidste uges tid, fortæller paradisoen, der i går var ude af huset igen for første gang siden den tragiske nyhed.
- Det var rigtig dejligt at komme op af sengen og lidt i gang igen.
Realityparret har forsøgt at blive forældre i otte måneder, og Sarah Tiedt er stadig fuld af håb og forventninger.
- Vi har været gravide to gange. Den ene gang var vi ikke klar, den anden gang var ønsket, hvor vi mistede. Otte måneders kamp er meget normalt. Det føles bare som en evighed, når man hver måned står og kigger på en negativ test.