Sille Nimholm efter retsmægling med David: Her er mine krav
Et knap så behageligt møde fandt i går sted på neutral grund i Odense mellem "Paradise Hotel"-ekskæresterne Sille Nimholm og David Jarsbo.
De to ligger stadig i strid omkring præmiepengene, som Sille føler, hun har krav på en del af, efter David har lovet hende det, da de kom hjem fra Mexico.
- Vi blev ikke enige om noget, så nu må vi se, hvad der sker omkring det hele, fortæller Sille til SE og HØR om retsmæglingen mellem hende og David, som fandt sted i går.
Alt tyder derfor på, at de to stridende paradisoer ender i retten, som altså skal afgøre, om Sille har ret til en del af præmiepengene, som David har lovet hende for rullende kameraer blandt andet hos SE og HØR.
I går kunne SE og HØR fortælle, at David hævder, at Sille har krævet at få tre fjerdedele af beløbet, men det afviser hun fuldstændig. Hun fortæller, at hendes krav er det samme, som David lovede hende - halvdelen af præmiepengene.
- Det eneste, vi kræver, er, at han overholder den aftale, som er en lovligt bindende aftale. Så hvor han har det fra, ved jeg ikke, og det er heller ikke det, som vi har snakket om, slår Sille fast.
Samtidig er der noget, som paradisoen fra Albertslund gerne vil slå fast. På sociale medier som Reddit og Instagram er der flere, som fejlagtigt tror, at Sille føler sig snydt og kræver penge af David, fordi han smed kuglen under troskabstesten.
- Jeg hænger ikke David op på, at han har kastet kuglen og vundet dem i ”Paradise”. Jeg hænger ham op på den bindende, mundtlige aftale, vi lavede, da vi kom hjem, forklarer Sille.
- Det er underordnet, hvor han har pengene fra. Det hele går ud på, at vi har den her mundtlige, bindende og lovlige aftale.
Sille og David var ikke alene, da de mødtes til retsmægling i går. De havde begge en advokat med sig, ligesom der også var en femte part til stede.
- Det er selvfølgelig ikke rart, fordi vores relation var hård dengang, og vi havde et svært forhold. Men det er et aktivt valg, jeg har taget, og så må jeg tage de konsekvenser af det, fortæller Sille.
Hun vil samtidig gerne rette på David, som i går på sin Instagram-story hævdede, at Sille hellere ville holde jul med hans familie end sin egen.
- Det er ikke fordi, jeg hellere ville holde jul med hans familie end min egen, men jeg er bare ikke det store julemenneske. Jeg kan holde jul på månen eller venner, det går jeg ikke op i, slutter Sille af med at sige.