Sinan Türkmen afslører: Får sit helt eget program
Sinan Türkmen om Teitur-sagen: Det har været hårdt
Danskerne stiftede for første gang bekendtskab med Sinan Türkmen, da han i 2021 tonede frem på skærmen i den 17. sæson af "Paradise Hotel".
Siden da har han blandt andet medvirket i realityprogrammet "Good luck guys".
Men inden længe får seerne en mulighed for at lære den 22-årige realitystjerne endnu bedre at kende.
I slutningen af året er Sinan Türkmen nemlig klar med sit eget program på DR. Det afslører han overfor SE og HØR.
Ifølge Sinan vil programmet give et unikt indblik i hans liv, der både viser op- og nedturene, drama i familien og en helt ny side af den unge tv-personlighed.
- Sinan har også meget dybde, som jeg er klar til at vise til hele Danmark. Nu har jeg muligheden for at vise en mere følsom Sinan, som er meget mere nede på jorden, fortæller han.
Sygt taknemmelig
Til SE og HØR fortæller Sinan Türkmen, at han var en smule loren ved tanken, da han først blev præsenteret for ideen om at lave sit eget program.
Han ville nemlig sikre sig, at programmet gav mening og havde noget reelt at sige.
- Jeg vil vise, at det er okay, at være en dreng, der stikker lidt ud og har lidt kant. En dreng, som man i nutidens Danmark, ikke vil kalde for “en rigtig mand”, forklarer han og fortsætter.
- Jeg er sygt taknemmelig for endelig at have min egen stemme og gøre, hvad fanden jeg selv har lyst til og ikke give en fuck for, hvad andre tænker om mig. Selvom jeg på daglig basis oplever konstant kritik omkring min personlighed, religion, kultur og seksualitet.
Og selvom det bestemt heller har ikke været nemt for Sinan Türkmen at blotte sig foran kameraet, så har det været en lærerig oplevelse.
- Jeg er mega nervøs for, hvordan det bliver modtaget. Jeg blotter jo mig selv fuldstændig og åbner op nogle meget personlige ting.
- Det har været utrolig grænseoverskridende. I vores kultur er vi ikke vant til at snakke så meget om følelser og dele med hinanden. Men jeg har fået så meget ud af det og lært så meget under processen, så jeg vil helt klart fortsætte i fremtiden med at mere åben.
Sinan Türkmen kan ikke afsløre præcis, hvornår programmet får premiere, men fortæller, at det bliver i slutningen af året.
Programmet vil blive vist på DR og DR TV.