Sinan Türkmen indrømmer hård barndom: - Jeg har blokeret dem alle sammen
LÆS OGSÅ: Sinan Türkmen med stor afsløring
Når Sinan Türkmen er på skærmen, er det ofte med et stort smil, grin og spydige jokes.
Hans verden består dog ikke altid af spas og løjer, hvis du spørger ham.
Til forpremieren på "Good Luck Guys" i tirsdags fortæller han nemlig til SE og HØR, at hans liv ikke altid har været en dans på røde roser.
Især ikke hvis man skruer tiden tilbage til hans barndom.
- Det er rigtig ondt at sige, men nu kan jeg sige det, som det er. Jeg har fået rigtig mange bank som lille, ekstremt mange slag, siger han og forsætter:
- Og det er ikke bare, fordi jeg har været uartig. Det er også uskyldige situationer. Hvis jeg ikke kunne åbne en dør ordentligt og sådan nogle ting, så var det bare lige i hovedet.
Ifølge Sinan betød det også, at der blev lagt låg på mange ting såsom hans seksualitet.
- Mange ting snakker man ikke om i kulturen, og det gør man for at vedligeholde normer og værdier.
- Jeg sprang ikke ud foran min familie på kommando, fordi det er ikke noget, de har haft interesse i at spørge om eller høre omkring. Det har bare været akavet.
- De snager i mit liv
Selvom Sinan har stor respekt for den islamiske religion, så fortæller han dog, at familien i Tyrkiet er fortid for ham.
- Jeg har blokeret dem alle sammen. De snager så meget i mit liv.
På trods af en blokering fra Sinans side har familien i Tyrkiet dog stadig interesse i at følge med i Sinans liv i Danmark.
- Min far ringede til min bror og sagde, ”Aykut, er Sinan homo?”, selvom jeg ikke har snakket med min far i fire til fem år. Og så har min bror haft det ansvar at skulle sige det til ham, men jeg vil ikke have, at Aykut skal have det ansvar. Det er jo synd for ham, fordi han ved, hvordan min far ville tage imod det.
- Han burde også være ligeglad med mig, fordi jeg har cuttet ham ud og snakker slet ikke med ham.
Derudover husker han også tilbage en episode, som fandt sted, da han optog første sæson af sit program "Alle elsker Sinan". Her skulle han have sprunget ud over for sin moster, men ifølge ham selv er det dog klippet ud afsnittet.
- Da jeg var på besøg i landsbyen, sagde jeg det til hende. Hun fortalte, at hun har mange homovenner, og sagde ”Sinan, jeg elsker dig for at være så ærlig”.
Da Sinan var kommet hjem til Danmark igen, var tonen dog en helt anden. Han fortæller nemlig, at hun angiveligt skulle have startet rygter om ham til de andre i den tyrkiske landsby.
- Jeg har cuttet hende ud af mit liv. Hun har ringet til min mor og undskyldt, at det ikke var rigtigt, siger han.