Reality7. september 2018

Fie Laursen: Slut med at dele ud af privatlivet

Bloggeren og YouTuberen har besluttet sig for, at hun ikke længere vil dele detaljer fra sit privatliv med sine mange følgere
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/fie-laursen-25022018.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Vi er vant til at se Fie Laursen, 22, helt uden filter, og den populære blogger har før fortalt, at hun har taget stoffer, fået en abort, og hendes brystforstørrende operation fik sågar sin helt egen TV-serie.

Men i sin seneste YouTube-video proklamerer realitystjernen, at det nu er slut med at dele ud af den private godtepose.

- Jeg har været kendt i seks år. Seks år af mit liv har jeg været et offentligt ansigt, hvor jeg har delt op- og nedture. Rigtig meget af mit liv, starter Laursen med at sige i sin video.

- Og det er noget, jeg ikke har tænkt over konsekvenserne af, slår hun fast.

Fie Laursen fortæller, at hun har nydt at dele stort og småt med sine mange følgere.

- Det er fordi, jeg altid godt har kunnet lide at have det her forhold til jer, og jeg kunne godt li', at folk så op til mig, forklarer hun.

Men nu føler Fie Laursen, at det er tid til at trække en streg i sandet, selvom det kan få konsekvenser for hendes forretning.

- Jeg har altid følt, at hvis jeg ikke deler de her personlige ting, og hvis folk ikke får lov til at vide, hvad der sker helt inderst inde, så kan det godt være, at folk ikke gider at følge mig, så kan det være, folk slet ikke kan li' mig, siger hun i videoen.

Fie Laursen benytter sig også af lejligheden til at fortælle om sin kommende bog "Kendt & Knust".

- I processen i at jeg har skrevet den her bog, der har jeg bare fået en klarhed og sindssygt meget selvindsigt. Jeg har tænkt over, hvordan jeg kan være kendt, og ikke knust, fortæller Laursen.

- Jeg ved, at hvis jeg bliver ved med at dele hvert et stykke af mit liv med jer, så vil jeg altid være kendt og knust, og så vil jeg ikke ha' mit privatliv, jeg vil ikke ha' fred, konkluderer hun.

- Hvis jeg ikke tager ansvar, hvis jeg ikke passer på mig selv, så kommer jeg til at dø i en ung alder, siger Fie Laursen om den yderste konsekvens af at leve det liv, hun har levet.

Bloggeren fortæller, at en af ændringerne kommer til at være, at hun ikke længere vil dele detaljer fra sit kærlighedsliv.

- Jeg har bare brug for, at næste gang jeg dater nogen, så rager det ikke folk, hvem det er, siger Laursen, der i sommer gennemgik et meget offentligt brud med kæresten Frederik Valeur.

Sponsoreret indhold