Stephanie Siguenza afklaret efter fars død: Slutter fred med usund barndom
LÆS OGSÅ: STEPHANIE SIGUENZA TILGAV FAR FØR DØDEN
At Stephanie Siguenza skulle tage sin far til nåde, lå bestemt ikke i kortene. Men det var det, der skete, afslører hun over for SE og HØR i et stort interview.
I den forbindelse sagde hun til SE og HØR, at hun ikke længere snakkede med sin far – og på ingen måde havde brug for kontakt til ham.
Efter sin fars død kan Stephanie godt fortryde, at hun ikke tilgav ham noget tidligere.
– Et eller andet sted kan jeg godt lidt fortryde, at jeg er så principfast, at hvis vi skulle snakke, så var det ham, der skulle komme til mig.
- Det var ham, der havde ”fucket op” – og ikke mig, siger hun.
– Jeg må bare prise mig lykkelig for, at vi nåede at få genetableret et godt og mere voksent, modent og ærligt forhold til hinanden det seneste års tid.

Men Stephanie bruger ikke sin tid på at begræde sin fars gerninger gennem tiden.
For den tumultariske barndom og opvækst har gjort hende til den stærke person, hun er i dag.
– Jeg har sluttet fred med, at det er sådan, min barndom og opvækst har været.
Som jeg også har snakket med min mor om, så gjorde de jo deres bedste – og mere kan man ikke forlange, slår Stephanie fast.
Huskes for det gode
Døden får oftest én til at reflektere.
Det er også tilfældet for Stephanie, som dog insisterer på at huske sin far for alt det gode, han gav til både hende og lillesøsteren Isabella.
– Til sidst snakkede Isabella og jeg om, at han ikke havde det godt, men der var stadig øjeblikke sammen med ham, hvor han var sit gamle jeg igen, forklarer hun.
– Der var så meget godt humør, og det skal folk også huske. Han var ikke kun den der lidt åndssvage far – han var sgu god, erklærer hun.
I kølvandet på Christian van der Watts død er det strømmet med kærlige kommentarer og søde beskeder på de sociale medier – rettet mod Stephanie og resten af familien.
Enkelte har dog af uransagelige årsager undret sig over, hvorfor hun har sørget over sin fars død, når de – i hvert fald offentligt – lå i konflikt.
Til dem har Stephanie en kort og bestemt besked.
– Lad være med at drage konklusioner, når du ikke aner, hvad der sker i folks liv, slutter den seje og sympatiske skærmdarling.