Stor ændring: Sådan bliver den nye sæson af “Gift ved første blik”
Til maj bliver en række danske singler endnu en gang gift for åben skærm med en, de lige har mødt. Det sker, når optagelserne til sæson ni af “Gift ved første blik” går i luften.
Castingen er i fuld gang lige nu, og det er med en stor ændring fra tidligere, fortæller caster Jonas Kajberg.
– I år laver vi som noget nyt opsøgende casting, for selv om vores tidligere deltagere skriver, at afstand ikke er en hindring, så har det jo vist sig, at det alt for tit er med til at bremse udviklingen i de matchede forhold, forklarer Jonas Kajberg, der for første gang skal lægge arm med det store puslespil, det er at finde de rigtige medvirkende til “Gift ved første blik”.
I seneste sæson “Gift ved første blik” mødte seerne blandt andre Michael og Melissa, der kæmpede med afstanden mellem København og Engesvang.
Derfor foregår castingen anderledes denne gang, hvor Jonas Kajberg lige nu leder efter singler for Snowman, der producerer programmet til DR.
– I år gør vi mere ud af at matche folk med kortere afstand mellem hinanden, fortæller han.
Overvejer du at tilmelde dig “Gift ved første blik”, bliver du ikke kun stillet en mulig ægtefælle i sigte, lover casteren.
– Programmet lover udover at blive gift, at man vil lære en masse om sig selv og egne vaner i et parforhold. En mulighed, som for nogle måske vil tage flere år at nå frem til på egen hånd, siger Jonas Kajberg.
Optagelserne af sæson ni finder sted i maj og juni, og du kan tilmelde dig nu. Det gør du her.