Stort skridt: Nynne Larsen og Alexander Bjørklund flytter sammen
Selv om hele weekenden har stået på flytterod for kæresteparret Nynne Larsen og Alexander Bjørklund, så havde de to stadig tid til et par timers musikvideooptagelser søndag eftermiddag.
Og her fortalte de to turtelduer om deres store beslutning, som kommer efter bare et par uger som kærester.
- Det går rigtig godt. Vi har flyttet hele weekenden, siger Alexander, som indrømmer, at det er hårdt at bære flyttekasser og møbler fra den ene lejlighed til den anden.
- Det er det også, men Nynne er sej, og hun hiver mig op, så det er rigtig fint.
Nynne tager sin del af slæbet med flytningen, som sker fra hendes lejlighed til Alexanders.
Men når det kommer til at styre indretningen af deres kommende fælles hjem, så er det primært Nynne, som tager beslutningerne.
- Han vil bare gerne have sin computer, så det er okay. Jeg har ret meget frit spil ellers, griner Nynne.
Flytningen er ikke helt sket endnu, og det betyder også et par dages ekstra overlevelse for Alexanders møbler, som ikke er blevet bortskaffet.
- Ikke endnu, hun er heller ikke flyttet ind endnu, men hun har allerede peget dem ud, som skal ud, afslører "True Love"-deltageren.
Se hele interviewet med Nynne og Alexander øverst i artiklen!