Sy Lee forlader landet efter brud: Derfor gik det galt
LÆS OGSÅ: Sy Lee i hemmeligt forhold: På et tidspunkt kan jeg ikke mere
Det er mere end syv år siden, Sy Lee begyndte at ses med en hemmelig sportsprofil. Sidste år blev det mere seriøst mellem de to, og i marts mødte realitystjernen sin udkårnes nærmeste. Men så gik udviklingen i stå, og for en måned siden sagde Sy Lee, der udover reality-tv også laver en podcast om emnet, endegyldigt stop.
– Det er det hårdeste breakup nogensinde. Det er en person, jeg har brugt så meget tid på, og de sidste to år har det været virkelig intenst, hvor jeg har givet den hele armen. Jeg håbede, det kunne blive til noget, men nu trækker jeg stikket en gang for alle. Der er ikke noget med at gå tilbage, der har været alt for mange chancer, siger Sy Lee til SE og HØR.
- Det kommer I aldrig til at hørte mig sige. Det er slut for evigt. Nu skal jeg være single, finde mig selv, hele og finde ud af, hvad jeg vil med mit kærlighedsliv.
Podcastværten er taget to og en halv uge til New York for at se, om byen er noget for ham. Han har nemlig længe drømt om at flytte til enten The big apple eller L.A. – sidstnævnte fordi han har familie der.
Droppet for en kvinde
Men selv om Sy Lee fokuserer på sig selv og den spændende storby, fylder bruddet fra ekskæresten meget hos ham.
– Det, der gik galt, er, at han vælger at indlede et forhold til kvinde, fordi det er nemmest for ham i forhold til samfundets øjne, og det pisser mig af. Når han har brugt flere år på mig og på at overtale mig og sige "du er den, jeg elsker allerhøjest i verden, udover min mor", så er der håb for, at der kan ske en udvikling.
Sy Lees ønske var, at parret ikke længere skulle lade, som om de var venner, men i stedet kunne stå frem som kærester.
– Jeg har ikke behov for, at man skriver på Facebook, at man er i et forhold, men jeg vil gerne kunne gå hånd i hånd på gaden og at man siger "det er min kæreste", hvis man møder nogen, man kender.
– Jeg har været dum og naiv og levet i en boble – en dreng, der troede, der ville ske noget, men der gik år, og intet skete, kun tomme løfter.
Mens on/off-forholdet har stået på, har 32-årige Sy Lee set sine venner og kolleger i branchen købe boliger og forlove eller gifte sig med deres respektive partnere. Mange af dem er også blevet gravide og har fået børn. Noget, Sy også drømmer om.
– Nu skal jeg begynde forfra og bygge tillid op med en ny person, før jeg kan gøre alt det. Det frustrerer mig.
– Jeg vil gerne have en partner, en soulmate, som jeg kan skabe et fundament med. Jeg vil også gerne have børn, men bliver der ikke børn, vil jeg stadig gerne have en partner – jeg vil ikke være enspænder hele mit liv. Jeg kan godt se det smukke i at være alenefar, men sådan har jeg ikke lyst til at ende.